Tversted

Træmand fra Tversted i verdenseliten

Skovløber Lars Pedersen klarede sig igen flot ved WM i skovning

TVERSTED:Nogen træmand, sådan i den gængs negative betydning af ordet, er han bestemt ikke. Men hans arbejdsmateriale er træ, så derfor kan det forsvares at kalde ham sådan. At han ikke er nogen sløv og kedelig stivnakke beviste han senest i forrige uge, da han deltog i WM i skovning I Italien. Et mesterskab han har været med til tre gange og klaret sig ganske flot i hver gang. I år blev han således nummer 17 ud af en flok af verdens bedste skovarbejdere på ialt 87. Skovløber Lars Pedersen er 38 år. Egentlig betegner han sig selv som almindelig skovarbejder. Men at bo i det lille skovløberhus på vejen ned til Tversted-søerne fører lidt ekstra forpligtelser med sig. Derfor benævnes han officielt skovløber. Ved de seneste to DM i skovning er Lars Pedersen blevet nummer to. -Hvert år deltager de fem bedste ved DM i en udtagelseskonkurrence til WM og de tre bedtse sendes afsted, fortæller han. Konkurrencen består af ialt fem dicipliner: 1: Træfældning: En pind placeres ca. 15 meter ude, og så gælder det om at ramme den, når træet vælter. Man får strafpoint alt efter, hvor mange cm, man rammer ved siden af, ligesom snittet kvalitetsbedømmes. 2: Sværdvending. Kædesaven ligger på et bord. Så gælder det om at vende savens sværd og sætte ny kæde på så hurtigt som muligt. 3.:Under/Overskæring. To stammer på 35 cm, der vender hver sin vej med en hældning på syv grader. De er mærket på siden med et ti cm. rødt felt, og så handler det om at skære nedefra og op i feltet og ovenfra og ned.Det err på tid, og kvaliteten måles ved, hvor tæt skærene er på at være vinkelrette. 4.:Plankeskæring Her skal man save planker ud af to stammer, der er placeret på en plade med tre cm savsmuld. Skærer man i pladen bliver man disket, - Man skal helst holde sig en halv cm ned i savsmulden, men det er en opgave, hvor man må satse, siger Lars Pedersen. 5: Afkvistning. En fem meter stamme monteret med 30 rundstokke i ni kranse. Så gælder det om at save stokkene af uden, at der er for store tapper tilbage og uden at stammen får for store sår. En halv cm er acceptabelt. Lars Pedersen har ikke én diciplin, han er specialist i. Men han klarer sig godt ved at være stabil i alle dicipliner.