Træner: Damer er mere seriøse

Peter Sebastian Petersen ny træner for BI's jyllandsseriehold for damer

Aalborg 17. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: 30-årige Peter Sebastian Petersen har fået sit drømmejob som fodboldtræner for BI's fodbolddamer i jyllandsserien. Efter et par års pause på trænersiden, har han ønsket at blive træner igen, og pludselig fik den nyansatte lærer på Nordjyllands Idrætshøjskole en henvendelse fra BI. Han søgte jobbet, og fik det blandt tre ansøgere. Det var Karen Kjørvel, der er lærer på Nordjyllands Idrætshøjskole, og som tillige spiller fodbold på BI's jyllandsseriehold, der gjorde opmærksom på, at Peter Sebastian Petersen var et muligt bud. Han afløser Flemming Holm, der ønsker at stoppe efter to sæsoner som træner for de succesfulde damer. Peter Sebastian Petersen har trådt sine barnesko i As Sogn lidt uden for Juelsminde. Han er netop flyttet til Brønderslev, idet han er blevet ansat på Nordjyllands Idrætshøjskole som informationskonsulent. Han har læst idræt på Odense Universitet og historie på Aalborg Universitet, forud for ansættelsen på højskolen. Allerede som ung snuste han lidt til træner-jobs. - Efter lidt træner- og dommer-erfaring fra ungdomsårene, drog jeg til Nordjyllands Idrætshøjskole, for at udvikle mig som træner. Jeg gik på højskolen i ni måneder (1993-94), og fik i den forbindelse DBU's grunduddannelse. Siden har jeg taget ungdoms- og seniortræner-uddannelsen samt DBU's målmandstræneruddannelse. - Efter højskolen trænede jeg som meget ung de lokale seniorherrer, inden jeg flyttede til Aalborg, hvor jeg trænede drenge i Chang og juniorer i AaB. Siden flyttede jeg til Odense, hvor jeg trænede dameseniorer i B67. Efter oprykning i den første sæson, rykkede klubben for første gang i danmarksserien. - Selv om starten var hård, var vi faktisk tæt på at rykke videre op i 1. division i den første sæson, fortæller han. Nu har Peter Sebastian Petersen så lyst til igen at blive træner. - Det er nu anden sæson uden trænerjob, da jeg prioriterede andre opgaver i denne periode. Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg har savnet trænergerningen, så da BI henvendste sig, var beslutningen enkel. Han siger, at det igen blev et damehold ikke er nogen tilfældighed. Damer mere seriøse - Det er min opfattelse, at forholdet mellem tidsforbrug og den seriøsitet, som spillere ligger for dagen, er størst i damefodbold. Pigerne er generelt åbne over for nye tiltag, og vil meget gerne forbedre og udvikle spillet. Desuden er det sociale sammenhold omkring dameafdelinger fortræffeligt, siger han. Peter Sebastian Petersen ønsker ikke på nuværende tidspunkt at komme med konkrete ideer/retningslinjer eller målsætninger for den kommende sæson. - Jeg vil gerne bruge den kommende tid til at lære klubben og afdelingen lidt bedre at kende inden da, siger han. Han har allerede fulgt træningen, og set en enkelt kamp. Han tiltræder 1. november, og vil tilbyde indendørs træning, så spillerne kan holde sig i form, inden sæsonen indledes midt i januar. - Det er ikke fodbold, der skal spilles, men derimod for eksempel spinning. Men der er også en del piger, der holder sig i gang med floorball, håndbold og volleyball. - Dog kan jeg afsløre, at mit umiddelbare indtryk at pigerne er yderst positivt, ligesom jeg ser frem til at arbejde sammen med de øvrige træner-kollegaer, siger han. Fremtiden er sikret Lone Steffensen fra holdet mener, at der er et potentiale i holdet. - Der er flere ynglingespillere på vej op, siger hun. Gennemsnitsalderen er kun 22-23 år, selv om der er tre rutinerede spillere over de 30 år. - Mens andre klubber har været ramt af graviditet, er der kun én enkelt, der har måttet tage en pause, men hun er tilbage på holdet efter veloverstået graviditet, fortæller Lone Steffensen. Holdet er kendt for at have en stærk midtbane. Der spilles med sweepere, men der er ikke taget stilling til, om der skal en ny spilleform til. For tiden er jyllandsserieholdet nummer tre. Målet er ikke oprykning. - Men kommer det, er det i orden, siger Peter Sebastian Petersen, der mener, at der er spillermateriale til danmarksserien. - Allerede i dag kommer vi i jyllandsserien vidt omkring - Skive, Randers, Thisted, Viborg, Lemvig med mere, fortæller Lone Steffensen. Det er et ansættelsesudvalg bestående af bestyrelsesmedlemmerne Lone Steffensen og Malene Holm Sørensen, formand for BI's fodboldudvalg, samt anfører for jyllandsserieholdet, Karen Nielsen, der har ansat Peter Sebastian Petersen. Søren Ø. Christensen mener, at valget af Peter Sebastian Petersen er det helt rigtige. - Vi venter os meget af samarbejdet. Damerne er en vigtig del af klublivet. Uden damehold ville det hele være meget kedeligere. Klubben har tre damehold - jyllandsserieholdet, serie 3 samt golden girls.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...