Træner: Det sikrer os langsigtet

PANDRUP:Henning Pedersen, cheftræner for Jetsmark IF i 2. division vest i fodbold, hilser søsætningen af Blokhus FC og planerne omkring det yderst velkommen. - Det er utroligt positivt, og det sikrer, vi fortsat har et divisionshold i området. Økonomisk har de nuværende sponsorer længe været hårdt pressede med store årlige underskud. - Det her sikrer, vi kan planlægge langsigtet, og så er jeg glad for, at bagmændene spiller ud med nogle realistiske målsætninger modsat mange af de fusionsklubber, der har set dagens lys de seneste år, siger Henning Pedersen. Fra hånden i munden Han finder ambitionerne om en plads i 1. division på sigt og intentionerne om at være en talentfabrik for meget spændende. - Vi har længe måttet leve fra hånden til munden. Vi skulle af med spillere, når der var underskud for så i hast at finde erstatninger. Fremover kan vi bedre håndplukke netop de spillere, vi mener, vi har brug for, og det er vigtigt, fortsætter Henning Pedersen, der har papir på, han er cheftræner 2009 ud. Jetsmark-tropperne møder i eftermiddag Brabrand, nummer to i 2. division vest, på udebane. I den seneste kamp stod René Dam over i skadet tilstand, og han er fortsat ude af billedet. Det samme er karantæneramte Dennis Ramonn Olsen og den skadede duo, Thomas Buus Nielsen og Lars Mynderup. Sidstnævnte har gennem en periode døjet med en springerknæ, og han er blevet beordret til at holde en pause. - Vi er presset på den konto. Brabrand er et fysisk meget stærkt hold. Jeg ved, hvordan, vi skal spille dem, men spørgsmålet er, om vi har styrken til det, slutter Henning Pedersen.jeri