Hals

Træner optimist før udekamp

Træneren for Sæby-basketballklubbens mandlige Danmarksseriehold, Bajro Terzic', er optimist før udekampen i morgen i Århus mod Skovbakken. - Vi skal have vores centerspil under kurvene til at fungere, da Skovbakken-spillerne ikke kan matche os højdemæssigt, siger han. Vores rutine med gode og gennemspillede angreb, der åbner for skud fra distancen, er også en af de forcer, vi skal benytte os af. Samtidig skal Skovbakkens hurtige spillere gerne stækkes med et aggressivt og personligt forsvar langt oppe på banen, så vi får stresset deres hurtige pasningsspil ude foran. Sæby-herrerne har i øvrigt her mod slutningen af sæsonen spillet sig op gennem rækken og viser gode takter, så holdet nu er placeret på sjettepladsen. Og man regner med at kunne fortsætte sejrsrækken ved at slå Skovbakken i morgen. Sæby-spillerne tager i øvrigt tidligt til Århus for før deres egen kamp at overvære kvartfinalen i Basketligaen mellem Bakken Bears og Holbæk. Sæbys hold til kampen mod Skovbakken ser i øvrigt således ud: Eldin Basic', Brian Klausen, Mogens Madsen, Sten Frederiksen, Martin Secher, Jan Jensen og Bajro Terzic'. Sæbys kvindelige hold i serie 1 skal i dag, lørdag, på udebane møde Frederikshavn, mens herreynglinge A har hjemmekamp mod Mou og drengene udekamp mod Hals. I morgen, søndag, skal Sæbys dameynglingehold på udebane møde Aalborg BK. -ok