Træner: Umuligt at vinde

Løkken 6. september 2006 06:00

ØREBRO: Bent Ole Pedersen, træner for Ørebro i serie 4, har næsten opgivet håbet om at vinde. I de to seneste kampe har ØB været dominerende, alligevel er det blevet til nederlag. - Mod Jetsmark fik vi efter ti minutter annuleret et mål, derefter brændte vi et straffespark. Kort tid efter måtte vores målmand Mortn Christensen forlade banen med en knæskade, og endelig scorede Jetsmark sejrsmålet i overtiden, fortæller træneren. Morten Christensen blev i målet erstattet af holdleder Allan Pedersen, som klarede opgaven udmærket. Jetsmark var foran 1-0 ved pausen. Jens Peter Jensen udlignede, mens Jetsmark scorede sejrsmålet i overtiden. Ørebros uheld fortsatte i opgøret mod et af topholdene Aabybro. - Vi dominerede, men alligevel scorer Aabybro flest mål, siger Bent Ole Pedersen. Aabybro kom foran 3-0. Anders Gundersen bragte spænding ind i kampen med to mål, men Aabybro scorede yderligere en gang. Ørebro har fem point i bunden. Men Bent Ole Pedersen har ikke helt opgivet håbet. Løkken har trukket sit hold og er dermed den ene nedrykker. - Vi mangler at møde de andre bundhold. Vinder vi de kampe, har vi en chance for at redde os, siger Bent Ole Pedersen. Fredag aften møder ØB på udebane Thorup/Klim.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...