Træner utilfreds trods point

HALVRIMMEN:Selv om ØHIKs serie 4 hold kunne tage hjem fra Aaborg Chang med det ene point og fastholde førstepladsen var træner Henrik Mølgaard langt fra tilfreds. - Det var klart vores ringeste kamp i år. Både spillemæssigt, men desværre også hvad angår indstilling hos spillerne. De leverede en rigtig sløj og dårlig indsats, lyder det fra Henrik Mølgaard. Chang kom foran 1-0 efter ti mimutter, og træner Mølgaards humør blev ikke bedre, da Pelle Jacobsen brændte et straffespark ti minutter senere. Men efter en halv time fik ØHIK et nyt straffespark, som Søren Mølgaard sendte i netmaskerne. Og han var også manden bag målet til ØHIK-føring på 2-1, da han scorde direkte på frispark. Men inden pausen fik hjemmeholdet udlignet. Chang kom foran 3-2 efter et kvarter i anden halvleg. ØHIK fik udlignet på et heldigt langskudsmål af Jesper Nielsen. - Efter fordeling af spil og chancer var 3-3 et passende resultat, siger Henrik Mølgaard. Fredag aften gælder det lokalopgøret mod Arentsminde på Halvrimmen Stadion. - Her kan jeg garantere at indstillingen hos spilleren er i orden, lover Henrik Mølgaard.