Træner-veteran overtager roret i AS Roma

Italienske AS Roma får Zdenek Zeman som træner igen. Han har netop sikret Pescara oprykning til Serie A.

Træner-veteran overtager roret i AS Roma

Den 65-årige trænerveteran Zdenek Zeman bliver ny mand i spidsen for AS Roma, som i den netop overståede sæson har haft Simon Kjær tilknyttet på en lejeaftale.

- Jeg er ingen ung mand længere. Dette er den sidste chance, som jeg får for at blive træner for en storklub, siger Zdenek Zeman, der også trænede Rom-klubben fra 1997 til 1999.

Der mangler nu blot formaliteter, før aftalen med hovedstadsklubben kan underskrives.

Den tjekkisk-italienske træner er et stort navn i Italien, hvor han er kendt for at være garant for offensiv fodbold.

Han har blandt andet trænet Foggia, Lazio, Napoli og Lecce. I den netop overståede sæson sikrede han Pescara oprykning til Serie A.

Den rutinerede træner tager over efter Luis Enrique, som selv valgte at stoppe i sidste måned.

Den danske landsholdsspiller Simon Kjær har i denne sæson har været udlejet til Roma og han har tidligere sagt, at han ikke vil tilbage til tyske Wolfsburg efter sommerens EM-slutrunde.

Den 23-årige forsvarsspiller skiftede til Wolfsburg i 2010 efter et succesfuldt ophold i Palermo. Men efter en sæson med masser af problemer og manglende spilleglæde i Tyskland blev han sidste år udlejet til Roma.

Danskeren håber, at han kan fortsætte i den italienske hovedstadsklub i næste sæson, men Roma har endnu ikke besluttet, om klubbens købsoption på Kjær skal udnyttes.

/ritzau/