Trænere bakkede op om kursus

Fodbold 10. februar 2005 05:00

BRØNDERSLEV: 47 trænere fra 24 jyske fodboldklubber - heraf 21 klubber fra region 1 - deltog på det første trænerseminar for trænere i jysk kvindefodbold, som blev afviklet på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev. Henrik Lehm, træner for Danmarks U19 kvindelandshold, leverede et spændende og motiverende indlæg under temaet "teknisk træning for pige- og pigejuniorspillere". Øvelserne bar tydeligt præg af Henrik Lehms holdninger til træning: "Det skal være sjovt at komme til fodbold" og "børnene skal lære noget hver gang, de er til træning". Eli Landsem, der er træner for Fortuna Hjørring's elitedivisionshold, viste "relevant fodboldtræning som den praktiseres i Fortuna". Som oplæg til den tekniske træning fortalte Eli Landsem om bevidstgørelse af spillerne - at spillerne bliver dygtigere til at holde fokus og prioritere. Netop det mentale, mener Eli Landsem, kan blive afgørende for det danske kvindelandsholds muligheder ved den forestående slutrunde. DBU breddekonsulent Kim Glad Andersen er meget tilfreds med den store opbakning fra trænerne, og lovede at seminaret ville blive arrangeret igen til næste år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...