Håndbold

Træneren i kamp med tiden

Jesper Stick er glad for at træne AHK, men ved ikke om han fortsætter

Jesper Stick og Aalborg HK har indtil videre haft en god sæson og ligger på en tredjeplads i 2.division. Foto Michael Bygballe

Jesper Stick og Aalborg HK har indtil videre haft en god sæson og ligger på en tredjeplads i 2.division. Foto Michael Bygballe

Weekendens 16-16 kamp på udebane mod Hjallerup i herrernes 2.division i håndbold rumsterer stadig i hovedet på Aalborg HK's træner Jesper Stick. - Vi spiller en nærmest perfekt kamp defensivt, men offensivt var det ikke godt, lyder det fra træneren, som er i gang med sin tredje sæson i Aalborg-klubben. Skal han følge sit hidtidige karriereforløb som håndboldtræner, er det også den sidste. I sine tidligere klubber Aalborg KFUM og Nøvling IF var Jesper Stick tre år på posten begge steder. - Men jeg ved ikke endnu, om jeg bliver hos Aalborg HK. Jeg synes det er sjovt at være i klubben, men det tager også meget tid, og når man samtidig har fultidsjob og familie, kan det godt være hårdt. For selv om vi kun træner tre gange om ugen, tager det bare meget af ens tid at være træner. Men indtil videre har jeg ikke travlt med at finde ud af, hvad der skal ske næste sæson, fortæller Jesper Stick. Han er selv tidligere topspiller og nåede sammenlagt seks sæsoner i landets bedste række for Vadum, Aalborg HSH og Bjerringbro. Umiddelbart efter den aktive karriere gik han trænervejen, og selv om han et eller andet sted håber på også at nå det højeste niveau som træner, ved Jesper Stick godt, at det ikke er specielt realistisk. - Man skal virkelig ville det, hvis man skal satse stort på sådan noget. Det er en usikker branche, og vil man blive i Nordjylland, er der ikke ret mange muligheder. Derudover har jeg det fint, med det jeg laver, fortæller Jesper Stick, der til dagligt er lærer på Nørresundby Gymnasium og derudover er tilknyttet Nordjysk Elitesport. Han håber i denne sæson at holde Aalborg HK i top fire i 2.division, I sidste sæson formåede han også at føre klubben frem til en topplacering. De gode resultater har dog ikke været en følgesvend for Jesper Stick i hele trænerkarrieren. I sin sidste sæson i Nøvling i 2008/2009 blev det kun til tre point. Da han i den efterfølgende sæson skiftede til Aalborg HK, der var rykket op i 1.division, blev det ikke meget bedre. - Sammenlagt tror jeg, at jeg var med til at få syv point i de to sæsoner. Jeg ser det som mit adelsmærke, at jeg trods alt ikke blev fyret nogen af stederne, fortæller Jesper Stick med et grin. Han ved godt, at det hører til sjældenhederne, at man fyrer træneren i 2.division. Her kan man tit blive på posten, hvis man har tiden til det.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst