Trænerens fravalg og farvel vækker skuffelse i Lyngby

De er både overraskede og skuffede i Lyngby Boldklubs ledelse, efter træner Carit Falch har forladt klubben.

I Lyngby Boldklub er ledelsen skuffet over Carit Falchs afsked med klubben. (Arkivfoto)

I Lyngby Boldklub er ledelsen skuffet over Carit Falchs afsked med klubben. (Arkivfoto)

LYNGBY:Da nedrykningen fra Superligaen til 1. division var en realitet i Lyngby Boldklub, sagde cheftræner Carit Falch flere gange, at han var fortrøstningsfuld og sikker på et hurtigt comeback til den bedste række.

Det bliver bare ikke Carit Falch selv, der skal føre klubben op i Superligaen. Tirsdag afslørede Vejle Boldklub nemlig, at klubben har købt træneren i Lyngby.

I Lyngby er der både forundring og skuffelse over Carit Falchs fravalg, fortæller administrerende direktør Andreas Byder.

- Carit har været en god mand for os, og vi havde både håbet og forventet, at Carit skulle styre vores projekt gennem den kommende sæson i 1. division, siger Andreas Byder til klubbens hjemmeside.

- Sådan skulle det ikke være, det er Carits valg, og vi ønsker ikke at fastholde en medarbejder, der hellere vil være et andet sted. Så vi har fundet en god aftale med Vejle i stedet.

- Sådan er branchen, om end vi er overraskede og skuffede over Carits beslutning om at ville skifte væk, siger Andreas Byder.

Carit Falch overtog trænerposten i Lyngby permanent omkring jul og skabte nyt håb i klubben, der havde langt til overlevelse i Superligaen.

Den pludselige opblomstring skal den nu forhenværende cheftræner dog ikke have al æren for, lyder det nu fra Lyngbys ledelse.

- Den vigtigste turnaround i vinter var ikke ansættelsen af Carit, men en kombination af et fantastisk arbejde af spillere og stab samt at vi har fulgt vores strategi fuldstændig.

- Begge dele lever videre og klubben falder ikke til jorden, blot fordi en træner skifter væk, siger Andreas Byder.

Lyngby har ikke en ny træner parat i kulissen.

- Kandidatlisten er selvsagt blank lige pt., men vi føler os sikre på, at vi nok skal finde en dygtig træner, der køber ind på vores strategi, kan udvikle spillerne individuelt og som hold - samt føre klubben tilbage i Superligaen, siger Andreas Byder.

Lyngby endte næstsidst i Superligaens nedrykningsspil. Da sæsonen sluttede, var der 12 point op til Carit Falchs nye arbejdsgiver, Vejle Boldklub, som overlevede.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.