Mou

Trænerinspiration fra AaB-trænere

MOU:To trænere fra AaB, lilleputtrænerne Lars Knudsen og Anders Madsen, har været på visit for at inspirere fodboldungdomstrænerne i Mou IF. De to AaBere gennemgik, hvordan man efter deres mening skal opbygge en træningsaften. De gjorde det ud fra devisen: Hvad vil jeg træne med mine spillere, hvordan og især hvilke øvelser skal vi så arbejde med. Anders Madsen og Lars Knudsen lagde især vægt på, at man fortæller sine spillere, hvad man vil med øvelserne. Noget af det bedste, der kan ske efter en træning, er, at Peter kan komme hjem og fortælle: - I dag har jeg lært at lave et indersidespark. Efter en god halv times teori var de to lokale trænere, Mads K. Jensens og John Pedersens lilleputdrenge klar til at føre teori ud i praksis. Lars Knudsen og Anders Madsen samlede 17 forventningsfulde drenge om sig. Der blev øvet første berøringer, vendinger, driblinger og spark samt koordination. I halvanden time var drengene og de to gæstetrænere i aktivitet. Alt mens den ene trænede, fremhævede den anden af de to AaB-folk det væsentlige ved lige den øvelse, der var i gang. Kunsten er at afpasse krav og sværhedsgrad efter netop den enkelte træners spillere. Lilleputdrengene blev belønnet for den gode indsats med en afsluttende kamp, og her var der fokus på indlæg fra fløjen. Scoringer talte således ekstra, når man lavede mål på netop disse indlæg. I klubhuset kom trænerne atter på skolebænken, og fik her at vide at udgangspunktet for al træning er teknisk træning. Det nytter jo ikke at kunne løbe fra midten af banen og så ikke kunne lave en præcis aflevering til den medspiller, der skal skyde bolden i mål. Ideen til den vellykkede træningsaften var Carl Aage Jensens og Mou IFs Fodbold ungdomsudvalgs. Carl Aage Jensen, der er mangeårig MIF-mand, er holdleder for AaBs første drengehold og arbejder tæt sammen med netop Anders Madsen. Tidligere har AaB lånt baner af Mou IF, og nu er der altså også samarbejde på trænerplan, som en Mou-træner spøgefuldt sagde: - Næste gang kan I jo komme og se, hvordan vi træner.