Trængsel efter motorvejslopper

Jerslev 30. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Bondestuen på Jerslevvej og naboerne havde set rigtigt med idéen om at lave et stort loppemarked på åbningsdagen for den nye motorvej. - Vi regner med, at et par tusinde kiggede forbi i lørdags. Allerede efter et kvarter var cafeteriet fyldt med mennesker, og vi havde travlt det meste af dagen. Bl.a. var der mange ude fra motorvejen, der var inde og vende, fortæller Britt og Palle Nysted, der driver Bondestuen. De var overraskede over det store rykind, men de var også heldige med vejret. Cafeteriet holdt ekstraordinært åbent, og uden for på Bondestuens p-plads havde alle beboerne i de otte nabohuse stillet flag og henved 20 forskellige boder op. Desuden var der en lille håndfuld mere professionelle boder udefra. Midt på pladsen stod Erling Jørgensen fra Jerslev og så vældig tilfreds ud. Han havde lige købt en kopi af et maleri af M. Therkildsen med en landmand, der lokker sin ko hen til sig. Det har titlen: "Kom så da!" og er trykt for mange år siden i "Kjøbenhavn". - Vi så det helt samme motiv ved et loppemarked i Manna for en tre år siden. Vi købte det ikke, men min kone fortrød. Da vi kørte tilbage for at købe det, var det desværre solgt, fortæller Erling Jørgensen. Han har en anden ramme derhjemme, der skal på skilderiet. Ny loppe-tradition Naboerne på Jerslevvej og Buen fik idéen ved en gadefest i august, fordi motorvejen kun ligger 800 meter væk. De havde også lavet en tombola med tre gode ting fra hver bod. - Vi solgte 700 lodder i tombolaen, så der bliver et par tusinde kroner til vores fælles julefrokost, siger en af initiativtagerne, Eigil Gregersen. - Det er meget skægt, at et lille loppemarked kan samle så mange mennesker. Allerede om formiddagen var der købere - inden de private kræmmere overhovedet havde stillet boderne op og havde fået tingene op af kasserne. - Vi sluttede af med at hygge os sammen. Sådan en oplevelse styrker nabosammenholdet mellem de 20 personer, der bor her. De har bestemt sig for at holde loppemarked igen næste år. - Det skal være en tilbagevendende begivenhed. Vi gemmer de overskydende lopper og samler sammen i årets løb - og så skal nok vi starte allerede om formiddagen, siger Eigil Gregersen med et stort smil.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...