Trængsel på skolevejen
De bløde trafikanter ved Hadsund Skole sikres med et lyskryds, men skolebestyrelsen forudser trafikprop.
Det har været længe undervejs, men nu er der omsider udsigt til, at trafiksikkerheden ved Hadsund Skole bliver bragt i orden. Mariagerfjord Kommunes teknik- og miljøudvalg har lagt sig fast på en løsning, som indebærer, at der etableres et lyskryds på Stadionvej til 950.000 kroner - i stedet for den fire gange så dyre tunnel. - Skolebestyrelsen havde nok foretrukket en af tunnelløsningerne, men det mener vi altså er for dyrt. Og med den valgte løsning opnår vi det, vi gerne vil: At sikre de bløde trafikanter, siger udvalgsformand Preben Christensen (S). Trafikale problemer løses ikke Ifølge formanden for skolebestyrelsen, Marianne Ladefoged, er man dog nogenlunde tilfreds. - Vi må glæde os over, at de bløde trafikanter nu endelig bliver sikret, men jeg forudser, at der bliver trafikale problemer, når forældre, efter at have afleveret deres børn i bil, skal holde for rødt lys på vej tilbage til Alsvej, siger hun. Skolebestyrelsen havde hellere set, at lyskrydset var blevet etableret, hvor Stadionvej forgrener sig i to: en vej ned imod skolen og en mod Hadsund Hallerne. Økonomiske overvejelser Den løsning er blandt de syv muligheder, som forvaltningen har undersøgt. Den skønnes at ville koste 1,8 millioner kroner og løser efter forvaltningens opfattelse alligevel ikke alle problemer. Nu da teknik- og miljøudvalget har truffet sin beslutning, ser det i øvrigt ud til, at lyskrydset kan være en realitet om ganske kort tid. - Så hurtigt som muligt, fastslår Preben Christensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.