Træning i børnehøjde

Skovsgård Motionsklub landets eneste med børnemotionscenter

Grete Mill
Næppe var børnemotionscentret indviet, før otteårige Sofia Passer var i sving på en maskine. Forinden havde hun hjulpet borgmesteren med at klippe den røde snor. Foto: Erik Sahl
Gymnastik 1. september 2008 06:00

Når DGI, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, holder børnemotionsdag, får Skovsgård Motionsklub besøg. - 14. september kommer 25 ledere og foreningsfolk fra hele landet for at se, hvordan vi har gjort. Vi er det eneste sted i kongeriget, hvor en forening har lavet et børnemotionscenter, siger klubbens formand Keld Simoni. Centret i Skovsgård Multihus blev indviet lørdag og allerede før, den otteårige Sofia Passer havde hjulpet borgmester Mogens Gade (V) med at klippe den røde snor over, muntrede et væld af børn sig med at prøve maskiner og spil, som gør det til den rene leg at forbrænde kalorier og styrke muskler og motorik. Baggrunden for centret er ifølge Keld Simoni henvendelser fra børn og forældre. - Når børn og unge har ringet, fordi de gerne ville med, er de blevet kede af det, når jeg har svaret, at man skal være 16 år. Det gjorde ondt. Derfor har vi lavet motionsrummet specielt til børnene, siger han. Indvielsen var en del af et stort familiearrangement, som Kvindenetværk i Skovsgård havde stablet på benene som en afløser for skolegårdsarrangementer, der ophørte for år tilbage. Derfor var pladsen omkring Skovsgård Multihus fyldt fra morgenstunden med kaffebord, loppeboder og gøgl, mens aftenen sluttede med grill, bål og teltbal til orkestret Godt Blandt. Men også timerne mellem indvielse og aften-tam-tam var fyldt ud med bl.a. et stjerneløb, som 30-40 børn deltog i. Nogle af dem malede også billeder, som skal udstilles i multihuset. Desuden havde Kvindenetværk i Skovsgård udskrevet en kagekonkurrence for at skaffe penge til Ønskefonden og inden det sidste godnat var der ifølge Karin Duedahl, en af kvinderne i netværket, samlet 1.335 kr. til formålet. Hun fortæller, at hun var så bekymret for, om der overhovedet ville komme nogle kager, at hun selv havde bagt, hvad hun kalder for Hanne Berntsens Squashkage. - Jeg havde nemlig en stor squash i haven. Der var syv kager og de fire dommere syntes bedst om min kage, så jeg vandt Den gyldne Grydeske. Det var jo ikke meningen, fortæller hun. Og Hanne Berntsen? - Hun bor i Torslev og hun var med til aftenfesten. Da kunne jeg fortælle hende, hvordan det var gået med hendes opskrift, tilføjer Karin Duedahl, der arrangerede familiedagen sammen med Lene Ørnstrup, Lise Krohn Jespersen, Karina Jespersen, Rikke Nielsen, Bodil Thomsen, Lisbeth Klug og Inge Haaber Pedersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...