Træningsafhængige får abstinenser

Nyt studie peger på, at folk, der er afhængige af træning, får abstinenser på linje med misbrugere

Mette Siggaard
For meget træning kan give abstinenser som hos andre misbrugere. Arkivfoto: Torben Hansen
Motionsidræt 19. maj 2014 12:17

DANMARK: Op på løbebåndet, på med vægtene og derefter en tur i romaskinen. Folk, der dagligt har brug for at få godt med sved på panden, kan blive afhængige af deres træning på samme måde, som folk, der bliver afhængige af alkohol eller hasardspil.

Ph.d. studerende Mia Beck Lichtenstein fra Syddansk Universitet har undersøgt, hvad der sker, når motionister begynder at misbruge træning og lade det styre deres liv.

- Hvis en træningsafhængig ikke kan komme til at træne, så får han eller hun abstinenser som for eksempel udløser rastløshed, frustration eller skyldfølelse. Det kan sammenlignes med alkoholisme, siger Mia Beck Lichtenstein til Videnskab.dk.

Svært at passe familien

I alt er knap 600 mennesker i fitness- og fodboldmiljøet blevet spurgt om deres træningsvaner.

Det er meget individuelt, hvorfor man bliver afhængig af at træne, men fælles for alle er, at afhængigheden påvirker både omgivelserne og kroppen.

- De træningsafhængige træner på trods af sygdom og skader. Men de betaler jo en pris. Nogle har ikke menstruation i flere år, og det kan være svært at passe arbejde og familie, siger Mia Beck Lichtenstein.

Overordnet set bør man dog ikke lade risikoen for at blive afhængig af træning ødelægge lysten til at udfolde sig fysisk.

Kun en lille gruppe motionister er i reel fare for at blive træningsafhængige, og for de fleste gavner motionen mere, end den skader.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...