Fodbold

Træt af hærværk

Under Dana Cup må Chris Kavanagh finde sig i hærværk.

Chris Kavanagh er træt af feststemte Dana Cup deltagere, som han mener ødelægger muren rundt om hans grund på Sct. Katrine Vej.
Foto: Bente Poder

Chris Kavanagh er træt af feststemte Dana Cup deltagere, som han mener ødelægger muren rundt om hans grund på Sct. Katrine Vej. Foto: Bente Poder

Det slår næsten aldrig fejl. Hvert år under Dana Cup må Chris Kavanagh og hans familie på Sct. Catrine Vej i Hjørring finde sig i, at deres hus udsættes for hærværk. I år har det være ekstra slemt. To nætter er det gået ud over speciallavede Costwold-sten, som Chris har fået lavet i sit hjemland England. Stenene er sat op på muren omkring grunden, men to blev i Dana Cup ugen væltet ned og ødelagt. - Det er ved at være rigtig træls, at man ikke kan have sine ting i fred. De sten er ikke til at få fat i igen, siger Chris Kavanagh. To nætter i træk Natten til fredag vågnede han ved et-tiden og hørte en flok støjende unge udenfor. Da han kom ud, opdagede han, at en af stenene var væltet ned. Historien gentog sig natten til lørdag, hvor han ligeledes blev vækket af råbende og syngende unge. Igen var det lige omkring kl. et . Nu var endnu en af de 40 kilo tunge sten væltet ned af muren. - Vi har tidligere oplevet hærværk på vores hus, men aldrig så slemt som denne gang, siger Chris Kavanagh Han er overbevist om, at det er unge Dana Cup-deltagere, der er indlogeret på Specialskolen på Elsagervej, som står bag hærværket. - Begge gang løb jeg ud i badekåbe, men da var de væk. Jeg har nu anmeldt det til politiet, og jeg også to gange kontaktet Dana Cup via e-mail, siger Chris Kavanagh. Dana Cup afviser i et svar til Chris, at de har ansvaret for de unge, der bor på Specialskolen. - Vi har ingen vagter på skolen, idet det er et mere eller mindre privat arrangement mellem nogle tyskere fra Baccum og børneinstitutionen på Lundergård-området, skriver manager John Robert Larsen, der straks har sendt Chris Kavanaghs klage videre til de ansvarlige.