Trætte af dem der nasser

3F skuler til de konkurrerende fagforeninger

Arbejdsløshed 9. marts 2007 05:00

MARIAGERFJORD: Fagbevægelsens forskellige farver blev drøftet, da 3F Mariager Fjord holdt generalforsamling i Hadsund. Det var forholdet til de gule fagforeninger, og debatten understregede, at der ikke hersker kollegiale følelser mellem organisationerne. - Mange af vores medlemmer er ærgerlige over, at der ved overenskomstforhandlingerne ikke blev holdt fast i særlige goder til medlemmer. Man er rigtig godt trætte af de gratister, der nasser på andres opnåede resultater, siger John Hansen, formand for 3F Mariager Fjord. Generalforsamlingen godkendte bestyrelsens forslag om permanent at lukke afdelingskontorerne i Arden og Assens. Fremover har fagforeningen kun adresse i Hobro og Hadsund. I sin beretning vendte John Hansen besparelser gennemført på AMU-uddannelserne. - På den ene side vil regeringen have Danmark helt i front som uddannelses- og videnssamfund. På den anden side skærer man ned på de korte, erhvervsrettede uddannelser for. Det har ramt nogle af vore ufaglærte medlemmer hårdt, sagde han og spurgte: - Hvis de sidste af vore ledige medlemmer ikke skal opkvalificeres og ind på arbejdsmarkedet nu, hvor der er opsving, hvornår skal de så? 3F Mariager Fjord tæller over 4000 medlemmer. I den senere tid har man fået flere medlemmer, der kommer fra lande som Polen, Tyskland og Letland. Formand John Hansen benyttede også sin beretning til at fremhæve fagforeningens mere kontante indsats i årets løb. Afdelingen har hentet knap 19 millioner kroner ind til medlemmerne via forskellige, faglige sager. Det svarer omtrent til det dobbelte af den kontingent, som medlemmerne har betalt, konstaterede han. På trods af lav ledighed, blev der fra 3F Mariager Fjords A-kasse i 2006 udbetalt godt 100 millioner kroner i forskellige ydelser. De fleste - 51 millioner kroner - gik til efterløn, mens kun 33 mio. kroner blev udbetalt i dagpenge.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...