Forurening

Trafik skal flyttes

Anker Lohmann-Hansen beklager sig (4.8.) over den VVM-redegørelse, der punkterer venstrefløjens indvendinger mod den optimale tredje Limfjordsforbindelse, der leder mest mulig trafik uden om mennesker og bymiljøer i Aalborg og opland.

Derfor ender han forudsigeligt nok med at anbefale en udvidelse af den nuværende Limfjordstunnel. Jeg bliver bare nødt til pointere, at en udvidet Limfjordstunnel - som VVM-redegørelsen påpeger vil blive langt dyrere end tidligere antaget - ikke flytter trafik og derfor ikke løser centrale trafik-problemer i Aalborg og opland. Svenstrup, Skalborg, Hasseris, Hobrovej, vestbyen, hele midtbyen, Nørresundby og Lindholm lider under, at venstrefløjen i Aalborg Byråd i 40 år har blokeret for de nødvendige statslige trafikinvesteringer, der sikrer Aalborg og opland mod at sande til i trafik og samtidig sikrer landsdelen den infrastruktur, der fremmer vækst og udvikling. For mig er der ingen tvivl: Vi skal have den optimale vestlige Limfjordsforbindelse over Egholm, der flytter mest mulig trafik uden om mennesker og bymiljøer i Aalborg og opland. Og vi skal i gang så hurtigt som muligt med første etape: En direkte forbindelse mellem City Syd og motorvejen, som vil aflaste navnlig Svenstrup og Skalborg for en voldsom stigning i trafikken. Hele Aalborg - og hele Nordjylland - har ventet på venstrefløjen i 40 år. Men nu skal vi i mål!