Glat vej sendte bilen på siden: 17-årig endte i grøften

Det glatte føre efter snevejret sendte en bil på siden i grøften på en vej nær Farsø 

FARSØ:En 17-årig mand har fået en noget omtumlet start på sit liv bag rattet. 

Tirsdag eftermiddag endte han i grøften, da han mistede kontrollen over sin bil i det glatte fører. 

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen. 

- Han glider ud i grøften, hvor bilen ender på siden, siger han. 

Bilen kom kørende ad Holmevej nord for Farsø, da den unge bilist mister herredømmet over bilen omkring klokken 15.00. 

Der var to personer i bilen. Ingen af dem er kommet alvorligt til skade. 

Uheldet gav ikke større trafikale problemer.

Det massive snevejr i Nordjylland har ikke forårsaget så mange trafikuheld, som man kunne frygte. 

Det er der en særlig grund til, mener Nordjyllands Politi. 

- Vi kan tydeligt se, at der er færre bilister. Flere har valgt at arbejde hjemmefra og har taget de her råd til sig, som vi kom med før snevejret. Der har slet ikke været det normale "run" på trafikken, og det har givet en supergod afvikling af trafikken, sagde vagtchef Thomas Ottesen fra Nordjyllands Politi tirsdag ved middagstid.

Sneen falder fortsat i Nordjylland, og det vil den blive ved med det meste af tirsdag. DMI melder tirsdag eftermiddag, at sneen vil aftage omkring klokken 21.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.