Nordjylland

Trafikanterne er på rette vej

Nordjysk beskedenhed eller ej - det er blevet tid til at klappe os selv på skulderen for noget, der burde være en selvfølge: at det er blevet lidt sikrere at bevæge sig rundt i trafikken i Nordjylland. Tallene for tilskadekomne og dræbte er stadig tragisk høje - men det går den rigtige vej: I 2003 kom 688 til skade, og 54 blev dræbt. Året efter er der tilbagegang på begge fronter: 750 tilskadekomne, 40 dræbte. Begrundelserne er mange, måske især at hastigheden mange steder er faldet, takket være en målrettet - og for ganske mange trafikanters vedkommende dyr - kampagne, mere udbredt brug af sikkerhedsele, og hvem ved: måske generel større fornuft og hensyntagen til, at alle skal og bør nå sikkert frem.