Mariagerfjord

Trafikfarligt udvalg

LÆSERBREV

SKOLEVEJE:I NORDJYSKE Stiftstidende søndag udtaler Jørgen Pontoppidan om de nye regler om trafikfarlige skoleveje: "Hvor mange det rammer, har vi faktisk ikke været inde at kigge på i udvalget. Og det er også ligegyldigt, havde jeg nær sagt." Den får lige lov til at stå lidt! Det kan godt være resultatet er godt nok, men vejen dertil har været en træls slingrekurs. Ved indgangen til Mariagerfjord Kommune vedtog udvalget forvaltningens indstilling om at underkende de fire gamle kommuners vurdering af trafikfarlige skoleveje, med henvisning til harmonisering. Kun hvis politiet havde lavet trafikvurdering af en vej, blev den fastholdt. Nu beklager udvalgsformanden sig så over, at der har været mange henvendelser om trafikvurdering af skoleveje. Hvad kunne man forvente andet? De nye såkaldt "objektive kriterier" for udpegning af trafikfarlige skoleveje, har for Astrup/Ardenområdet resulteret i en udpegning, der tilnærmelsesvis er afskrift af de gamle busbestemmelser. Så i slingrekursen tilbage til udgangspunktet er det da virkelig lykkedes at genere en masse mennesker noget så eftertrykkeligt. Hvor mange der er tale om, er så åbenbart ligegyldigt, men der er sikkert nogen af dem, der skal stemme til kommunevalget i år.