Trafikforsker: Aftale giver flere passagerer

Ny aftale kan give bedre udnyttelse af bus og tog med flere passagerer uden for myldretiden, vurderer forsker.

Trafikforsker: Aftale giver flere passagerer

Der vil komme flere passagerer i busserne og togene, når taksterne bliver sat ned uden for myldretiden. Sådan lyder vurderingen fra trafikforsker Mogens Forsgerau fra DTU Transport.

- Det er helt entydigt sådan, at hvis man sætter taksterne ned, så kommer der flere passagerer. Nogle vil komme fra bil, andre ville have cyklet eller gået og nogle er helt nye ture, siger han.

Han fastslår dog samtidig, at det vil have en meget begrænset effekt på belastningen i myldretiden, og at det næsten ikke vil kunne mærkes på biltrafikken.

- Det vil nok ikke betyde det store på vejene, det vil være svært at mærke forskel. Det er både fordi, der skal flyttes rigtig mange bilister over i den kollektive, før den egentlig kan mærkes på vejene, siger forskeren.

- Og så fordi det ikke er i spidsbelastning, at de vil sænke taksterne, og det er der, trængslen er størst på vejen, siger Mogens Forsgerau.

Han kalder tanken om at differentiere taksterne for interessant.

- Det særlige ved kollektiv trafik er udgiften til kapacitet i spidsbelastning. Og så er der ekstra kapacitet på andre tidspunkter. Så det er billigere at få flere passagerer med uden for myldretiden, fordi der har man allerede busserne og togene og chaufførerne.

- På den måde er det en god idé at differentiere taksten for at udnytte kapaciteten bedre, siger han.

Det kan samtidig have en effekt på nogle af de passagerer, der pendler i myldretiden.

- Hvis man ovenikøbet kan indrette det sådan, så man kan give incitament til, at nogle af dem der tager bussen eller toget i myldretiden, de kan gøre det lidt senere. Det vil være smart, siger forskeren.

Han understreger dog, at der kan være nogle tekniske barrierer for, at det kan lade sig gøre.

/ritzau/