Trafikforsker føler sig misbrugt

- Kommunen og NT manipulerer med statistikken, siger Preben Thisgaard

Elever fra Voerså demonstrerede flere gange mod skolestrukturen, da det var til høring. Foto: Kim Dahl Hansen <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Elever fra Voerså demonstrerede flere gange mod skolestrukturen, da det var til høring. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn Kommune og NT manipulerer med tallene og fortæller kun den halve sandhed om merudgifterne til skolebuskørsel.

Det siger trafikforsker Preben Thisgaard efter at have læst NORDJYSKE i går.

Her fortalte vi, at merudgifterne til skolebuskørsel som følge af den nye skolestruktur løber op i 1,6 millioner kroner. Og at det er et pænt stykke under kommunens eget estimat og langt mindre end Preben Thisgaards beregning på 4,2 millioner kroner.

Men det er at sammenligne æbler og pærer og misbrug af Preben Thisgaards rapport, siger trafikforskeren.

”Psykedeliske tal” ...

I et notat fra NT figurerer Preben Thisgaards tal i en sammenligning med kommunens estimat og NT’s budget, men det notat kan ikke bruges til at skabe overblik over Frederikshavn Kommunes reelle udgifter til transport af skoleelever før og efter ændringen af skolestrukturen, mener Preben Thisgaard.

- Mine beregninger er lavet ud fra, hvad det ville koste, hvis alle kørselsberettigede elever fortsatte med skolebuskørsel, men hvis mange elever vælger at skifte til en skole i nabokommunen, bliver regnestykket selvfølgelig et andet.

- Desuden blander kommunen brutto- og nettoudgifterne sammen, ligesom der ikke er taget højde for forskellen på ruter med særkørsel for skolebusser og NT’s åbne ruter, hvor betalingen falder senere. Derfor er det nogle "psykedeliske tal" og sammenligningen fuldstændig misvisende, siger Preben Thisgaard.

NT lover et svar

Ifølge et notat fra kommunen fra 9. juni i år flytter 24 elever fra Stensnæsskolen til en skole i Brønderslev Kommune, mens en elev har valgt en skole i Aalborg.

Frederikshavn Kommune betaler 180 kr. pr. kalenderdag for en elev i normalklasse, der går i skole i en anden kommune.

- De tal burde jo også indgå i beregningen af, hvad det reelt koster kommunen, siger Preben Thisgaard.

Ifølge børne- og kulturdirektør Heidi Becker-Rasmussen er Preben Thisgaards tal ikke taget med på kommunens foranledning.

Jens Otto Størup, direktør i NT, lovede onsdag at undersøge sagen og vil vende tilbage med et svar.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.