Trafikforsker: Rabat på forsikring kan redde liv

Digital logbog med mulighed for præmienedslag kunne få unge til at slække på farten

Fodbold 20. september 2002 08:00

ALBORG: Let trykket fra speederen, få rabat på bilforsikringen, og forøg dine chancer for at slippe levende fra de første højrisikable år som billist! Tanken om at bruge forsikringspræmien som instrument til at øge trafiksikkerheden kommer fra trafikforsker Harry Lahrmann, Aalborg Universitet. - Hvis politikerne i første omgang og forsikringsselskaberne i anden er med på idéen, ligger vejen banet for et system, der via det satellitbaserede GPS-system kan registrere den enkelte bils kørsel i forhold til vejnettets hastighedsgrænser. Hvis forsikringsselskaberne samtidig giver rabat til de unge, der lader systemet udforme en logbog over kørestilen i den relevante periode, kan det motivere nybagte bilister til at køre mere fornuftigt, mener trafikforskeren. - I dag koster første års forsikringspræmie rask væk 16.000-18.000 kr. Udsigten til for eksempel en halvering af præmien vil ganske givet få mange unge til at sagtne farten, siger han. Harry Lahrmann præsenterede idéen for trafikminister Flemming Hansen (K) ved en europæisk trafiksikkerhedskonference i Frankrig i denne uge. Ifølge Lahrmann viste ministeren positiv interesse overfor idéen, men gav samtidig udtryk for, at det må være en sag, der kan gennemføres uden offentligt engagement. - For at det skal kunne fungere, skal vi have et digitalt trafiksikkerhedskort, hvoraf fartgrænsen for alle landets veje fremgår. Samtidig skal det løbende holdes ajour. Den opgave hører naturligt hjemme hos de offentlige myndigheder, siger Lahrmann og tilføjer, at det økonomisk vil være et overskueligt projekt. - I Finland, hvor man har besluttet at lave sådan et kort, anslår man, at det vil koste 50 mio. kr., hvilket ikke er vanvittigt meget i forhold til det potentiale for øget sikkerhed, det rummer, siger han. Niels Kr. Kirketerp (V), formand for Norjyllands Amts udvalg for teknik og miljø, der også deltog i konferencen i Lyon, går varmt ind for forslaget: - Det er en idé, der bør prøves af. Alene i EU dræbes der dagligt 50 personer i trafikken, og det svarer til, at der hver uge styrtede et stort passagerfly ned. - Alt, der kan bringe det tal ned, er værd at arbejde videre med, siger Kirketerp.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...