Trafikforsker: Tal dog med borgerne!

NYFREDERIKSHAVN KOMMUNE: Anker Lohmann-Hansen er lektor i trafik og byplanlægning ved Aalborg Universitet, og hvis ellers tingene fungerede, synes han, at teletaxaerne er en god idé. Men tingene fungerer ikke, og derfor er teletaxaerne blevet en rodet bolsjebutik, som få kan hitte rede i, og som derfor tit er ubrugelig. - Jeg har forståelse for, at det ikke er økonomisk forsvarligt at lade en bus køre tom rundt i aftentimerne et eller andet sted ude på landet. Derfor er teletaxaerne sådan set en god idé. Men alt for mange steder i amtet er teletaxaernes køreplan ikke rettet ind efter borgernes behov. Nordjyllands Trafikselskab bør tale med befolkningen i de områder, hvor de sætter en teletaxa ind. Det er jo vigtigt at kende borgernes ønsker om transportider, før man tilrettelægger en køreplan, siger Anker Lohmann-Hansen, der heller ikke kan forstå, hvorfor det skal være så besværligt at køre med teletaxa. - Tit og ofte bliver du jo bare kørt hen til det nærmeste busstoppested, hvor man skal ud af bilen og ind i en bus. Man kan heller ikke købe et klippekort. Derfor kan en tur med en teletaxa tit være alt for besværligt. Men et er teletaxa. Noget andet er manglende passagerer i busserne. Krisen i den offentlige transport skyldes blandt andet, at flere og flere snupper bilen i stedet for bussen og toget, men krisen skyldes også dårlig planlægning. For eksempel mener Anker Lohmann-Hansen, at NT satser alt for meget på enkelte ruter, hvilket så går ud over andre ruter.