Trafikpolitik

Trafikforsøg mangler deltagere

Afgift på 5000 kroner skræmmer de unge væk uden grund, mener forsker

Kun godt 40 unge bilister har indtil videre meldt sig som forsøgskaniner til trafikforskningsprojektet "Spar på farten". Aalborg Universitet lancerede i forrige uge projektet i samarbejde med Nordjyllands Amt, Færdselsstyrelsen og Topdanmark. I alt 6200 bilister mellem 18 og 25 år har fået tilsendt et kort med opfordring til at deltage. Målet er at få 300 unge til at montere en boks i deres bil i en periode på tre år. Boksen registrerer og sender informationer om bilens hastighed. Overholder de unge fartgrænserne, kan de spare op til 30 procent på deres bilforsikring hos Topdanmark. Omvendt mister de en del af besparelsen, hver gang de kører for stærkt. Men hidtil har der ikke været den begejstring for projektet, som initiativtagerne havde håbet på. - Det er klart, at kommer vi ikke op på 300 deltagere, kan forsøget ikke køre, siger trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet. Han hæfter sig ved, at der har været meget opmærksomhed på prisen for at deltage i projektet. - Der er blevet fokuseret utrolig meget på de 5000, kroner udstyret koster, og vi ville gerne undgå, at man skulle betale, men det har ikke været muligt, forklarer han. Harry Lahrmann understreger, at de unge bilister på ingen måde mister penge ved at deltage. Det garanterer Topdanmark. - Den rabat, man kan opnå på sin forsikring ved at overholde fartbegrænsningerne, vil som mininum udgøre de 5000, man har givet for det tekniske udstyr, siger kontorchef i Topdanmark, Hanne Høyer. Her havde man en formodning om, at den økonomiske gullerod, det vil være at overholde hastigheden, kunne lokke de unge til. Kører man inden for lovens rammer i alle tre år, kan man for eksempel spare 6000 kroner på en forsikring, der i perioden ellers ville koste 18.000. Men det økonomiske incitament er ikke slået igennem blandt de unge, og det undrer i Topdanmark. - Vi har aftalt med Aalborg Universitet, at de ringer rundt til en del af de unge, der er blevet kontaktet for at høre, hvorfor de ikke har meldt sig til, siger Hanne Høyer. Også Harry Lahrmann arbejder videre for at få flere til at melde sig. - Vi forsøger at gøre det billigere, og vi arbejder hårdt på at få yderligere fordele til deltagerne. De får tyverisikret bilen i alle tre år, og vi har også en aftale med Metax om billigere benzin, forklarer trafikforskeren, der endnu er fortøstningsfuld. - Vi skal nok nå op på 300 deltagere inden forsøget starter 1. januar 2006.