Trafikkampagne kan virke modsat

"Tæskehold" skal true unge til at køre pænt. Men effekten kan blive stik modsat, mener AAU-forsker.

De her grimme fyre skal få unge til at køre mindre råddent.

De her grimme fyre skal få unge til at køre mindre råddent.

Bestil et tæskehold til at true dine venner til fornuft, hvis de kører for stærkt. Sådan lyder en ny opfordring fra Rådet for Sikker Trafik. - De unge har svært ved at bede vennerne om at sætte farten ned, selvom de sidder og klamrer sig til sidedøren, fordi det går hurtigere, end de kan lide, siger projektleder Jon Schwartz fra Rådet for Sikker Trafik. Men med den nye kampagne får de unge et redskab til at få det sagt. De kan på Facebook sende en video til den fartglade ven, hvor tre gangstertyper er på vej til vennens adresse. Da tæskeholdet ikke kan finde vej, vælger de i stedet at ringe til vennen med budskabet - og telefonen ringer faktisk hos vennen, som får en vred gangster i røret. - En sjov video En ekspert i internetvideoer fra Aalborg Universitet er begejstret for ideen, som han kun har set få gange tidligere: - Det er jo en sjov video, fordi den overrasker. Man bliver pludselig en del af et traditionelt spændingsforløb på tv, som man normalt ikke er en del af, siger Thomas Mosebo Simonsen fra Institut for Kommunikation. Han mener, at videoen vil blive populær og spredes hurtigt netop på grund af overraskelseseffekten og brugerinddragelsen. Hans kollega er enig. - Man pakker et alvorligt budskab ind i humor, når man "nakker" sin ven. Det er en effektiv måde at gøre os parate til at tage imod et truende eller alvorligt budskab, siger medie- og reklameforsker Christian Andersen fra AAU. Budskab drukner i humor Men selvom videoen spredes hurtigt, er det ikke ensbetydende med, at budskabet gør det. Det risikerer nemlig at forsvinde i humor. - Umiddelbart tror jeg ikke, at videoen bliver modtaget som en opfordring til at sætte farten ned. Nogle ville måske endda føle sig smigret over at blive iscenesat på den måde på de sociale medier, siger Thomas Mosebo Simonsen. Tror nogle vil sætter farten op Faktisk kan videoen risikere at virke helt modsat på en mindre gruppe unge. - Jeg kunne forestille mig at nogle typer ville finde det så morsomt at få henvendelsen, at det faktisk kunne tilskynde dem til at sætte farten op i stedet for at sætte farten ned, siger Christian Andersen fra AAU. Det giver dog ikke grund for bekymring hos afsenderen. - Det handler jo om, at man laver en film til en, som man holder af, der kører lidt for stærkt. Hvis man er smigret over at modtage filmen, så er det kun godt, siger Jon Schwartz fra Rådet for Sikker trafik.