Naturvidenskab

Trafikken skal på grønt spor

Højhastighedstog, bedre jernbane og motorveje samt grønne bilskatter skal gøre trafikken hurtigere og mere miljørigtig

København: En gæst stikker sit eksemplar af regeringens trafikinvesteringsplan frem for at få transportminister Lars Barfoeds (K) autograf. - Det er jo en historisk dag, siger han, mens en journalist spørger, om det ikke bare er endnu en plan til "planskuffen". Kort forinden havde finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), transportminister Lars Barfoed (K), skatteminister Kristian Jensen (V) og klimaminister Connie Hedegaard (K) præsenteret "den indtil nu mest sammenhængende plan for investeringer i den danske trafik" - i hvert fald frem til 2020. I alt vil regeringen investere 150 milliarder kroner i tog, jernbaner og motorveje. 60 milliarder er allerede afsat til en Femernforbindelse og Metrocityring i København, mens infrastrukturfondens 90 milliarder blev fordelt i går. Et grønt sporskifte Trængt stuvet sammen som i et DSB-tog i myldretiden stod de fire ministre omkring et lille cafébord i Finansministeriet, mens de på skift trak de store linjer op. - Det er et meget stort sporskifte i dansk trafikpolitik, sagde Connie Hedegaard, og understregede at hensynet til natur og miljø spiller en central rolle i trafikplanen. Trafikken skal ledes over på et grønnere spor ved især at satse på togtrafikken. Hele 50 milliarder ud af infrastrukturfondens 90 milliarder skal postes i højhastighedstog, udbygning og genopretning af banenettet samt et nyt signalsystem, der skal sikre tog til tiden og bedre passagerinformation. Det skal lokke 10.000 danskere ud af bilen og over i toget - hver dag, skønner regeringen. Samtidig skal nye motorveje primært i Hovedstadsområdet og Østjylland samt grønne bilskatter hjælpe miljøet. Fra 2015 skal det være billigere at købe bil, men dyrere at køre i den. Målet er at reducere CO2-udledningen, støj og luftforurening samtidig med at mobiliteten kan stige. Men den mere præcise udfordring havde det ministerielle firkløver ikke med. - Det kan vi først svare på i 2009, sagde Kristian Jensen. Trafikken i Danmark er steget med mere end 50 pct. de sidste 20 år. Transportsektoren står i dag for 25 procent af de danske CO2-udledninger.