Trafiklyset skifter køn

Klar til at udskifte røde og grønne kvinder

Nogle af gå & stå-mændene skal skiftes ud med gå & stå-kvinder, mener de radikale i København. Foto: Scanpix

Nogle af gå & stå-mændene skal skiftes ud med gå & stå-kvinder, mener de radikale i København. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Mens debatten om ligeløn raser, er Københavns Kommune nu parat til at gøre noget ved kønsdiskrimineringen i fodgængerovergangene. Det er den radikale gruppeformand i Borgerrepræsentationen, Manu Sareen, der - med et flertal bag sig - vil udskifte nogle af mændene i byens røde og grønne lyssignaler med kvinder. Udspillet får kritik fra talskvinde for Selskab for Ligestilling, Hanne Bille, der kalder det "spøjst og dyrt - uden det rykker ved ligestillingen". S støtter forslaget, mens Venstre er imod. Men ifølge Manu Sareen handler initiativet ikke kun om ligestilling, men ligeså meget om at skabe spræl i København, skriver Nyhedsavisen. - Det vil sætte mere kulør på byen - og det koster stort set ingen penge. Jeg håber, at vi kan få forslaget stillet inden sommerferie, og så vil vi stille og roligt gå i gang med at sætte de nye skilte op - for eksempel når der alligevel skal udskiftes lyssignaler. Og med tiden kan vil måske føje nye symboler til, siger Manu Sareen til Ritzau. Det københavnske kønsskifte på lyssignalerne kommer efter, at svenske kvinder i sidste måned fik tilsvarende muligheder, da regeringen i Stockholm af hensyn til ligestillingen besluttede, at der fra årsskiftet også skal kunne sættes et damesignal op ved fodgængerovergange i Sverige - ikke kun en mand som i dag. For to uger siden skiftede Fredericia alle røde og grønne lyssignaler ved fodgængerovergange i den indre by ud med landsoldaten med gevær. Det skete, fordi 11-årige Magnus Holm havde været på besøg i Odense og set, at byen havde H.C. Andersen på sine trafiklys. Og så foreslog drengen Fredericias borgmester Uffe Steiner Jensen (S) at ændre byens trafiklys. På tirsdag kan Magnus Holm i øvrigt invitere sine kammerater i 4. klasse på Treldevejs Skolen på en tur - som belønning for trafiklysforslaget. - Jeg kan ikke lige huske, hvad landsoldaten gjorde for Fredericia, men jeg synes han ser sej ud, har Magnus Holm tidligere sagt til Fredericia Dagblad. I Tyskland er den lille kække Ampelmann - kendt fra lyssignalerne i det tidligere Østtyskland - nærmest blevet en kultfigur. Efter murens fald var han tæt på at blive aflivet og erstattet med standardiseringer, men i dag værnes der om ham de steder, hvor han stadig får lov til at gå over gaden med sin hat og hånden fremme./ritzau/