Trafikmafiaens arvinger

Efter valget har en ny generation af trafikpolitikere endegyldigt overtaget rattet efter "de gamle mænds klub" - og det betyder afslutningen på den borgerlige kærlighedsaffære med asfalt, lover de nye ordførere

Henriette Kjær vender sig mod skabet. - I skal lige se de her. Kaj Ikast insisterede på, at dem skulle jeg overtage. Hun hiver to besynderlige genstande frem fra gemmerne. Et askebæger støbt i en klump stål og en 10 centimeter lang, lettere ridset jernbanesvelle. Henriette Kjær løfter svellen. - Han mente, at jeg kunne bruge den her til at sætte oven på nogle papirer, hvis det var! Hun sætter de to trofæer væk igen. Henriette Kjær (K) og Gitte Lillelund Bech (V) ler højt over trafikkens mandeverden. De to borgerlige trafikordførere har faktisk generelt svært ved at holde op med at more sig over den æra, de markerer afslutningen af. En æra, hvor dansk infrastruktur for milliarder og atter milliarder blev planlagt over en frokost, en øl og nogle raske dunk i ryggen. Til det sidste har trafikken været en tidslomme i dansk politik. Et vindue til dengang, hvor ældre mænd snakkede sig til enighed i Snapstinget og noterede detaljerne på en serviet. Nu er Svend Heiselberg (V) og Kaj Ikast (K) gået på pension. Helge Mortensen (S) havde allerede inden valget givet stafetten videre, mens Arne Melchior (CD) stoppede i politik for nogle år siden. Gruppens sammenhold var så stærkt, at de opfattede stemplet "trafikmafiaen" som et adelsmærke. Selv da filmen "Kongekabale" fremstillede en karikeret trafikpolitiker ved navn Kaj, der var glad, bare han fik sin omfartsvej, generede det ikke Kaj Ikast synderligt. Nu ligger Kajs svelle i bunden af skabet, og Gitte Lillelund Bech og Henriette Kjær gør status over forgængerne. - Man får fornemmelsen af, at de gamle herrer af og til sad og spillede kort om, hvilken vej, der skulle bygges. Det blev jo til, at de sad på kontoret og drak whisky og rødvin til ud på natten. Og så handlede man tingene af der, siger Gitte Lillelund Bech. Henriette Kjær tager over: - Kulturen var bare en helt anden. Jeg synes da heldigvis, at Gitte og jeg svinger godt sammen, men sådan nogle som Kaj og Svend og Helge og Arne spiste jo tit herinde og fik tingene på plads. Derefter bad de altid om at blive kaldt til aftenmøder i ministeriet, for så fik de nogle gode middage. De nye ordførere besøger altid ministeren ved morgengry. Men generationsskiftet har med alt andet end måltider at gøre, bemærker Henriette Kjær. - Vi yngre er opdraget som politikere til at gøre meget mere ud af analyser. Der behøver ikke totalt gå søjlediagram i den, men jeg har det bedst med at træffe beslutninger, hvor der er noget saglig dokumentation for, at man gør det rigtige, siger Henriette Kjær. Hun er selv helt grøn på trafikområdet. Bag sig har hun to ministerposter, først som socialministeriets og siden som familie- og forbrugerministeriet. En stilling, hun forlod i februar på grund af problemer i privatøkonomien. Der skulle ske noget nyt, så Henriette Kjær bad om at blive trafikordfører - og hun fik hurtigt færten af, hvorfor den gamle garde satte sig så tungt på netop trafikpolitikken. - Beløbene er jo enorme i forhold til de områder, jeg kommer fra. Det er fuldstændig vanvittigt. Man har kritiseret, at skinnerne er dårlige, så togene må køre lidt langsommere. Derfor har man givet en milliard kroner. Det siger sig selv, at vi skal tænke os om, når det er sådan nogle beløb, vi kaster rundt med. En tung forsamling Trafikmafiaen, som den i 90'erne blev døbt, gjorde det udi meget store beløb. Den lille gruppe mandlige politikere - der ofte opererede uden for offentlighedens søgelys - gennemførte de største enkeltinvesteringer i det danske samfunds historie: Storebæltsbroen, Øresundsbroen og den københavnske metro. Henriette Kjær og Gitte Lillelund Bech anerkender mafiaens succes med broerne. Storebæltsbroen har da også været bandens læhegn, hver gang det blæste. Uanset hvor meget kritik, de siden hen fik, kunne de hive den 18 kilometer lange solstrålehistorie frem og sige: Se, hvis det ikke havde været for os, ville tudemiklerne have spoleret den faste forbindelse over Storebælt. De to arvtagere er også usikre på, hvorvidt de store broer nogensinde var blevet til noget uden bro-broderskabet. Alligevel hører deres måde at føre politik på fortiden til, mener arvtagerne. Henriette Kjær har fået Kaj Ikasts beskrivelse af, hvordan den politiske aftale om Storebæltsbroen egentlig kom i hus. Hun var chokeret. - Hvad han ikke skulle lave af godteposer til dem, der skulle være med. Folk kom med helt konkrete ønsker for at stemme ja. Det var simpelthen et kræmmermarked. En slags sognerådspolitik, for så kunne de forskellige politikere jo rejse hjem og sige: Se, hvad vi har fået til egnen, siger Henriette Kjær. Gitte Lillelund Bech kom i trafikudvalget som nyvalgt i 1999. Som uddannet økonom var hun rystet over, på hvor spinkelt et grundlag beslutningerne blev truffet. - Det kan godt være, at er lå saglige beregninger bag de forskellige projekter. De kom bare ikke op på politikernes bord. Jeg konfronterede også Svend Heiselberg med, at jeg synes det var underligt at anlægge veje hist og pist, uden at der var beregnet samfundsøkonomiske konsekvenser. Hans svar var, at trafikpolitik handler om at "forhandle sig til rette". På et tidspunkt, hvor DJØF'erne forlængst havde indtaget dansk politik med deres lommeregnere, holdt trafikudvalget stand - ligesom udvalgets rejser var kendt for, at det farlige program mest var aperitif til middagene om aftenen. Gitte Lillelund Bech konstaterer, at der har været meget lidt udskiftning i trafikudvalget. Henriette Kjær bryder ind: - Der har ikke været nogen i vores gruppe, der har søgt om at blive trafikordførere efter et valg, for de har godt vidst, at Kaj ville opfatte det som en krigserklæring. Samtidig var der i Heiselberg-Ikast-generationen en mere klar skillelinje mellem mande- og kvindepolitik, konstaterer Henriette Kjær, hvor mændene tog sig af teknik, industri og økonomi, mens kvinderne blev overladt blødere områder. - Som ung sundhedsordfører foreslog jeg engang, at førstehjælp blev en del af det at tage kørekort. Det skulle jeg så have for trafikudvalget. Jeg kom ind i et lokale med lutter mænd, de fleste af dem gamle, og jeg kendte nærmest ikke et øje. Det forslag synes de bare, jeg skulle lade falde bort. Godfather S Siden valget er fynske Poul Andersen kommet i den løjerlige situation, at han er Folketingets eneste repræsentant for den gamle skole. Selv mener Socialdemokraternes ordfører ikke, at der er noget mafiøst over den traditionelle måde at føre trafikpolitik på. Holdånd på tværs af partierne er tværtimod nødvendigt, fordi trafikpolitik altid har så langt et perspektiv. - Hvis du vil have noget gennemført, må du også lytte til, at der er nogle andre, der har nogle ønsker. Og så må man jo for det til at gå op i en højere enhed. Det er jo bare det, vi har drevet samarbejde omkring, siger han med henvisning til det gamle sjak. - Vi er inde på et område, hvor der er behov for en stor kontinuitet. Det nytter ikke noget, at man beslutter et vejprojekt, og hvis der så kommer et regeringsskifte, så bliver det nedlagt. Derfor var det en styrke, at man med de gamle partier har kunnet lave nogle aftaler, som alle har stået ved - uanset hvad. Det er da også mit ansvar, at de unge politikere lærer, at vi skal have den fælles forståelse. Poul Andersen siger, at man skal have "is i maven". - Hvis vi ikke har den type politikere, kan man slet ikke beslutte de store projekter. Så vil det svinge alt for meget fra side til side!, siger han - og nævner Storebæltsbroen, som "80 procent af befolkningen var imod". - Jeg fornemmer jo også, at de her unge mennesker har en lidt anden tilgang end jeg har, og de gamle havde. De vil have sat samfundsøkonomi på alting, inden de begynder at tage diskussionerne. Det er en helt ny måde at gøre tingene på, det må jeg ærligt indrømme, siger Poul Andersen. Han ved godt, at de evigt omtalte, jyske motorveje har en betydning for diskussionen. - Men der er min holdning altså: Politik er ikke kun samfundsøkonomi. Du vil a-l-d-r-i-g nogensinde kunne gøre en vejstrækning op økonomisk. Politik handler også om at træffe nogle beslutninger og være med til at forsvare ens politiske fundament. I øvrigt mener Poul Andersen, at de unge politikere hovedsageligt får en ny type opgaver, der mere har at gøre med vedligeholdelse og udbygning. Mange af de store ting er jo allerede bygget eller besluttet. Nye veje Eller som Kaj Ikast tilfredst konstaterede i et interview i Jyllands-Posten i anledning af sin afgang: - Det meste er lagt fast de næste 10 år, og det er bevidst. Der er ikke basis for at ændre den nuværende politik, og hvis de har andre synspunkter, kan det blive meget svært at få gennemført i Folketinget. Hvorefter han tilføjede. - Det er jeg da ikke ked af. Henriette Kjær og Gitte Lillelund Bech kommer endnu engang til at grine højt, da de får passagen læst op - ligesom Poul Andersens syn på regnemaskinens begrænsninger udløser kluklatter. Men hvad vil de egentlig udrette? Først og fremmest håber de, at generationsskiftet vil udglatte de borgerliges fokusering på asfalt-asfalt-asfalt og det hævdvundne princip om, at hvis en tosporet vej er god, er en firesporet dobbelt så god. De to vil fokusere langt mere på at udvikle den kollektive trafik. De tilføjer dog for en god ordens skyld, at privatbilen aldrig må blive en en synd - den er nærmere en livsnødvendighed for børnefamilier og folk i tyndt befolkede områder. Og så er der jo lige broen: Den eneste, der er tilbage, hvis man ikke tror på en fast forbindelse til Bornholm. - Jeg håber da, at vi er med til at realisere et Femern-projekt, siger Henriette Kjær - med dagens største smil? Hun griber sig i det. - Ikke fordi, at jeg vil sige: Jeg, Henriette, byggede en bro. Det er fordi, at det ville være frygteligt, hvis det engang kom til at hedde sig, at de ansvarlige politikere i vores tid ikke havde visionerne og det mod, der skulle til. Hvis det går galt, kan eftertiden dog ikke give kvinderne skylden, konstaterer Henriette Kjær og Gitte Lillelund Bech: Da Folketingets nye trafikudvalg for nogle måneder siden satte sig ved bordet viste regnestykket - fuldstændig som i 1999 - tre kvinder og 14 mænd.