Trafikordfører ind i sag om billet-kaos

Rasmus Prehn (S) vil afkræve transportministeren og DSB et hurtigt svar

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

SKAGEN:Rasmus Prehn, socialdemokraternes transportordfører på Christiansborg, går nu ind i sagen om DSB’s mangelfulde billetsystem.

- Det er ganske enkelt ikke godt nok, og DSB må komme med en løsning hurtigst muligt, siger Rasmus Prehn, der vil drøfte sagen med transportminister Henrik Dam Kristensen (S) og med DSB’s direktion.

Umuligt at bestille billet

Rasmus Prehn reagerer på NORDJYSKEs omtale søndag, hvor vi fortalte om ægteparret Bent og Lis Stumpe og deres problemer med at bestille og betale for en billet fra Skagen til Kastrup.

Ægteparret, der i dag bor i Geneve i Schweiz, var på juleferie i Skagen og skulle flyve hjem fra Kastrup.

Bent Stumpe kunne ikke købe togbillet fra Skagen til Kastrup, hverken rent fysisk i Skagen eller over internettet.

Bent Stumpe måtte tage turen til Frederikshavn senest to dage før for at afhente og betale togbilletten.

Ikke enestående tilfælde

Efterfølgende har NORDJYSKE fået flere henvendelser fra borgere nord for Limfjorden, der oplever tilsvarende problemer.

- Det er jo helt galt. Kunderne mister tilliden til DSB og den kollektive trafik, hvis ikke de kan købe billet via mobiltelefonen eller internettet.

- Det er utilfredsstillende og giver en følelse af afmagt og frustration. DSB må rykke ud med en undskyldning og en løsning på, hvordan de vil håndtere problemet, siger Rasmus Prehn.

Socialdemokraternes transportordfører mener ikke, at DSB’s billet-kaos kan undskyldes med hele ravagen omkring den påsejlede jernbanebro over Limfjorden.

- Det skulle ikke betyde, at man ikke kan købe billetten over internettet, så det haster med et svar fra DSB, siger Rasmus Prehn til NORDJYSKE.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.