Trafikpres lettet ved tunnelen

Bilister må dog vente kø-dannelse syd for tunnel nogle dage endnu

Øster Uttrup 1. maj 2003 08:00

AALBORG: Om alt går vel er der her til morgen udsigt til en rimelig smertefri afvikling af myldretrafikken omkring Limfjordstunnelen, hvor trafikken i går morges også blev afviklet betydeligt lettere end først på ugen. Da det var værst i går morges, var der kø i sydgående retning fra omkring Sundsholmen, men her til morgen er der håb om endnu mindre kødannelse i sydlig retning. Driftsassistent Carl Otto Madsen, Vejdirektoratet, oplyser nemlig, at alle tre vejbaner i sydgående retning gennem tunnelen skulle være genåbnet, ligesom hastighedsbegrænsningen efter planen vil være de gode gamle 90 km/t. Ligesom i går må trafikanterne dog igen her til morgen regne med kødannelse et stykke syd for Limfjordstunnelen. I går morges var den sydgående trafik lagt over i nordgående spor fra Øster Uttrup Vej til Humlebakken. Det betød, at der på den strækning kun var ét farbart spor i hver retning. - Det gav lidt kødannelse i sydgående retning og en del kødannelse i nordgående retning, siger Carl Otto Madsen og tilføjer, at sådan vil det sikkert også blive i dag, hvor der ligeledes må forventes stort pres på Limfjordsbroen. Som planen er lige nu, vil overledningen af den sydgående trafik til nordgående spor blive udvidet, så den fra fredag morgen vil gælde fra syd for Øster Uttrup Vej og helt ud til et stykke syd for Th. Sauers Vej. Det er en strækning på fem-seks kilometer, men med lidt held håber Vejdirektoratet, at det ikke vil give yderligere gener i de tre-fem dage, som den pågældende omlægning ventes opretholdt. - Strækningen er længere, men den sydgående trafik skal stadigvæk kun ledes over i nordgående spor og tilbage én gang, siger Carl Otto Madsen. Om vejrguderne vil, og det holder tørvejr, skal Kridtsvinget umiddelbart syd for Limfjordstunnelen have ny asfalt i weekenden, og derfor skal man ikke regne med at kunne komme ind til Aalborg ad den vej hverken lørdag eller søndag. Carl Otto Madsen håber på minimale gener ved lukningen af den hovedfærdselsåre, fordi arbejdet kommer til at foregå i en weekend. Uanset hvordan det i øvrigt går, skulle Kridtsvinget være genåbnet for trafik, når den nye arbejdsuge begynder mandag morgen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...