Trafikulykker

Trafiksikkerhed er helt op til os selv

OPMÆRKSOMHED Hvor er det ikke bare beskæmmende, men direkte skræmmende, at ikke færre end en tredjedel af alle trafikulykker i Danmark tilsyneladende skyldes simpel uopmærksomhed. Altså at trafikanten, der burde have al sin koncentration rettet ind mod at følge med i trafikken, er optaget af alt muligt andet. Enten det nu er at tale i mobiltelefon, spise, drikke, skifte kanal på radioen, forsvinde i en samtale med andre i bilen, rode i handskerummet eller lede efter et eller andet, som vedkommende måtte have tabt på gulvet. Det siger ikke alene noget om sløseri, men også om manglende respekt for medtrafikanter. At sørge for at føre sig sikkert frem i trafikken på en måde, så alle overlever, bliver tydeligvis ikke taget alvorligt. Et langt stykke ad vejen er trafiksikkerhed helt op til os selv.