Trafikulykker

Trafiksikkerheden forringes på hovedvej

RUNDKØRSEL:Det er trist at konstatere, at politikerne tænker mere på at sikre sig penge fra amtet end på at få opfyldt de trafikale behov, Sæby har. Hvorfor ellers bygge en overflødig rundkørsel ved Sæbys nordlige udkørsel, når det er ved krydset P. Lundsvej, Aldi, Brugsen og Vestergade, der virkelig er brug for trafiksanering. Prøv at sidde i trafikken dér en lørdag formiddag. Det værste er, at sikkerheden på den tidligere hovedvej syd og nord for den kommende rundkørsel bliver stærkt forringet. I stedet for to vejbaner i hver side af vejen bliver der nu kun én, således at de trafikanter, der skal svinge til venstre over vejen risikerer at blive torpederet af en bagfrakommende bilist. Der bliver nemlig ikke længere den ekstra kørebane at holde i, mens de venter på, at modkørende trafik skal passere. Det var sådanne trafikale faresituationer, amtet for år tilbage gjorde meget ud af at udrydde på hele strækningen til Frederikshavn, men nu er det åbenbart helt andre hensyn end trafiksikkerheden, der skal tilgodeses.