Trafikulykker

Trafiksikre børn og unge

@NormalParagraphStyle:Grafik: Ritzau

@NormalParagraphStyle:Grafik: Ritzau

KØBENHAVN:Småbørn på ivrige trehjulede cykler og deres 20-årige fætre med snurrende motorer under kølerhjelmen skal alle blive bedre til at færdes i trafikken. En helt ny kampagne fra Rådet for Større Færdselssikkerhed og TrygFonden skal gøre Danmarks yngste trafikanter mere sikre og give dem nogle gode trafikvaner, så ulykkestallet i målgruppen bliver sænket. I dag sker knap hver tredje af børn og unges dødsulykker i trafikken, og den kurve vil TrygFonden være med til at bryde med 160 mio. kr. over en fem-årig periode til projektet. - Vi vil gerne være med til at ændre ulykkesstatistikken mærkbart. Derfor sætter vi ind med en langsigtet plan, der følger trafikanterne, fra de er tre år, til de bliver 24 år, siger TrygFondens direktør Gurli Martinussen om bevæggrunden for samarbejdet. 15 ambitiøse projekter De 160 mio. kr. skal bruges på 15 ambitiøse og konkrete udviklingsprojekter, der giver børn og unge gode trafikvaner, de kan bære med sig ind i voksenlivet. Eksempelvis er det målsætningen, at flere skoler laver en trafikpolitik, og at de tekniske skoler skal have et fast undervisningsmodul, hvor man forsøger at påvirke holdninger til hastighed og til at løbe risiko i trafikken. Også helt små børn helt ned til tre år skal gøres bevidste om, at de færdes i trafikken. Rådet for Større Færdselssikkerhed håber også, at samarbejdspartnere i form af skoler, politi, forældre og kommuner vil bakke op om projektet. For det er tiltrængt, mener direktør Anders Rosbo. Nedprioriteres - Vi kan se, at der er en tendens til, at trafiksikkerhed bliver nedprioriteret en del steder på skolerne, og det trænger altså til et løft. Heller ikke politiet afsætter nok ressourcer til undervisningen ude på skolerne. Samtidig har forældrene i stigende grad den opfattelse, at trafiksikkerhed er skolens ansvar, siger Anders Rosbo. Han fortæller videre, at det er ekstremt afgørende, at samarbejdsparterne indstiller sig på at arbejde seriøst med trafiksikkerhed. Hvis det ikke sker, så ændrer statistikkerne over trafikulykker for børn og unge sig ikke. /ritzau/