Danmark

Trafikstyrelse: Ingen problemer med sikkerheden hos DSB

Trafikstyrelsen opfordrer Dansk Jernbaneforbund til dokumentere forhold, hvor sikkerheden halter hos DSB.

Trafikstyrelse: Ingen problemer med sikkerheden hos DSB

Påstande fra Dansk Jernbaneforbund om, at det halter med sikkerheden i DSB's tog, kan Trafikstyrelsen ikke genkende.

Det siger vicedirektør i Trafikstyrelsen Jesper Rasmussen, efter at lokoførere tidligt onsdag lammede togtrafikken over hele landet, da de gik til fagligt møde i protest mod det, de kalder manglende opbakning til personalet og flere forstyrrelser af sikkerheden.

- Vi foretager løbende tilsyn, og vi har ingen indikationer på, at der skulle være problemer med DSB's håndtering af sikkerheden i togene, siger Jesper Rasmussen i en pressemeddelelse.

Han opfordrer Dansk Jernbaneforbund til at dokumentere, hvor det skulle halte med sikkerheden.

- Hvis Dansk Jernbaneforbund har konkrete indikationer, som de har kommunikeret til DSB og ikke fået svar på, vil vi opfordre DJ til at dokumentere disse forhold overfor os, siger Jesper Rasmussen.

Vedrørende de påtænkte ændringer på Kystbanen med enmandsbetjente tog, som der også har været kritik af, udtaler han:

- Trafikstyrelsen forholder sig først til påtænkte ændringer, når vi modtager en ansøgning herom. Det har vi endnu ikke fået.

Trafikstyrelsen fører løbende tilsyn med DSB og deres styring af egen sikkerhed.

Styrelsen har ikke fundet indikationer på sikkerhedsproblemer hos DSB, som Dansk Jernbaneforbunds medlemmer pegede på onsdag morgen, og som førte til arbejdsnedlæggelsen og lammet togtrafik over hele landet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.