Brovst

Trafiktælling på Lyngvej

BROVST:Teknisk udvalg vil ikke umiddelbart etablere bump på Lyngvej. En række beboere på vejen har i et brev opfordret teknisk udvalg til at etablere bump for at få dæmpet hastigheden på vejen. Der er i følge beboerne en hel del tung trafik på stedet, og der bliver ofte kørt hurtigt. - Inden vi eventuelt sætter noget i værk, vil vi lave en trafiktælling på Lyngvej. Vi vil gerne have et indtryk af hvor meget trafik, der egentlig er på vejen, siger Leif Madsen (UP), formand for teknisk udvalg. Måske næste år Der bliver heller ikke lavet hastighedsdæmpende foranstaltninger på Øland i år. Her har en lille arbejdsgruppe foreslået teknisk udvalg, at der etableres trafik-chikaner på Urbakken. - Vi er udmærket klar over, at der køres hurtigt på Urbakken. Vi har tidligere lavet rumlefelter på vejen, for at få bilisterne til at sætte hastigheden ned. Men de striber er efterhånden så slidte, at de ikke længere hjælper. Men vi har ikke flere penge på budgettet i år. Derfor må vi se på sagen igen i 2004, siger Leif Madsen.