Vold

Trafiktrusler udløste fire måneders fængsel

Hidsig bilist smadrede rude med knytnæve, så bange medtrafikant fik skader på armene

AALBORG:Påstand stod mod påstand, da en 37-årig, aalborgensisk mand i går i Vestre Landsret blev dømt for at være gået amok i trafikken. Manden nægtede sig skyldig i hasarderet kørsel, hærværk og trusler, men retten troede mere på en anden bilists forklaring om, hvad der skete en eftermiddag i april sidste år på Hobrovej i Svenstrup: Kort efter at være kørt ind i Svenstrup fra nord blev den anden bilist overhalet af den nu dømte, som på hasarderet vis fik klemt sin Jeep ind foran, lige inden bilerne nåede et helleanlæg. Overhalingen gik kun godt, fordi den anden bilist bremsede hårdt op, og for at vise sin kritik tog han sig til hovedet, slog ud med armene og blinkede med lygterne. Dén reaktion fortrød han kort efter, for den 37-årige blev så ophidset, at han huggede bremserne i, sprang ud af bilen og løb hen til bilen bagved, hvor han råbte og skreg af medtrafikanten. - Han virkede meget aggressiv og truende, og jeg kunne godt se, at han ikke var kommet for at sige undskyld. Jeg tænkte, at "det går galt, det her", så jeg låste dørene. Jeg tænkte, at han ellers ville rykke døren op og flå mig ud af bilen, forklarede manden i vidneskranken. For at kunne høre, hvad den ophidsede Jeep-mand sagde, rullede han vinduet en-to centimeter ned - kun en lille sprække, og slet ikke nok til, at den anden kunne få en hånd ind, tilføjede han. Undskyld, undskyld! - Han skreg en hel masse om, hvad jeg havde gang i. Jeg sagde "undskyld, undskyld" for at få ham til at falde til ro, men så slog han pludselig højre hånd ind gennem ruden. Jeg blev rystet, der var glasskår overalt, og jeg forventede, at nu ville han slå mig, huskede offeret, som fik en del sår og rifter på underarme og hænder af de flyvende glasstumper. Situationen udviklede sig dog ikke til vold, men til trusler. Ifølge offeret råbte den 37-årige, at han ville smadre ham, hvis episoden blev meldt til politiet, og at han nok skulle finde frem til ham. Retssystemet ser ganske alvorligt på trusler mod vidner, og i byretten blev den 37-årige derfor i oktober sidste år idømt fire månders fængsel, ikke mindst fordi byretten fandt modpartens vidneforklaring sikker og troværdig. Samme resultat kom landsretten frem til i går. Den 37-årige er tidligere dømt for blandt andet trusler mod vidner, hvilket var med til at presse straffen i vejret. Undervejs i sagen i går gentog den dømte sin forklaring om, at det nærmere var den anden, der havde chikaneret ham - blandt andet ved at give ham fingeren, dytte og køre næsten helt oppe i bagsmækken. - I klemme Retsformanden fremhævede ved domsafsigelsen, at man ikke havde fundet det sandsynligt, at medtrafikantens skader var fremkommet på den måde, som den 37-årige hævdede: Den dømte forklarede, at ruden var gået i stykker, da han ville trække sin hånd ud af bilen, fordi den var kommet i klemme i vinduet. Ligeledes afviste den 37-årige, at han skulle have fremsat trusler, men den benægtelse overbeviste heller ikke retten. I forhold til byretssagen var der denne gang indkaldt et nyt vidne - en yngre mand, som havde været med i den 37-åriges Jeep på gerningstidspunktet. Hans vidneforklaring støttede i det store og hele den dømtes udlægning af begivenhederne, men det blev ikke tillagt den store betydning. Retten fik da heller ikke umiddelbart det bedste indtryk af det nye vidnes hukommelse, idet han lagde ud med at fortælle, at han ikke kunne huske sin egen adresse...

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst