Trafikuheld spærrede motorvej: Hensynsløs kørsel

Politiet overvejer om en 31-årig bilist skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling

NORDJYLLAND:E45 Nordjyske motorvej var natten til lørdag spærret i flere timer efter et trafikuheld.

Uheldet skete i nordgående retning mellem afkørsel 32 Sønderup og afkørsel 31 Støvring S. Politiet fik anmeldelsen klokken cirka 23.20, og oprydningen var først overstået klokken 01.50

Det var en 31-årig mand, der udløste uheldet.

Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard, kørte han "mærkeligt".

- Det dækker over meget, men dels kører han i nødsporet over en længere strækning, så kører han en strækning ude i anden vognbane og så en strækning i første vognbane. Han kører en overgang med meget høj hastighed, så bremser han helt ned og kører med meget lav hastighed for igen at sætte faren op. Og et par gange, hvor han overhaler nogen, kører han tæt ind foran. Så det er meget hensynsløst, siger Poul Fastergaard.

Undervejs har politiet vurderet, at manden kørte op mod 200 kilometer i timen.

Ulykken sker, da manden kører op bag i et ægtepar, der begge er 67 år.

De bliver begge kørt til sygehuset i Aalborg, hvor kvinden beskrives som lettere tilskadekommen, mens manden er kommet mere tilskade, hvor der dog ikke er tale om livstruende skader.

Den 31-årige mand er efterfølgende blevet anholdt, og selvom der ikke er tegn på, at han er påvirket af hverken alkohol eller narko, er der udtaget blodprøver.

Han sad efterfølgende i detentionen og blev også afhørt af politiet, men han er nu løsladt igen.

Nordjyllands Politi vurderede lørdag formiddag, om manden skulle fremstilles i grundlovsforhør, men det er han vurderet til ikke at skulle.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.