Tragedie før kapsejlads: OL-guldvinder dræbt

Sejlbåd kæntrede under træning til America’s Cup. Britisk stjerne blev fanget under katamaran i 10 minutter

Foto: Reuters, Jed Jacobsohn

Foto: Reuters, Jed Jacobsohn

SAN FRANCISCO: Den britiske OL-gulvinder Andrew Simpson har mistet livet under træningen til sejlsportens mest berømte kapsejlads - America’s Cup. Det bekræfter hans hold, Artemis Racing.

- Hele holdet er knust over, hvad der er sket. Vores tanker går ud til Andrews kone og familie, lyder det fra direktør Paul Cayard fra Artemis Racing.

Den 36-årige Andrew Simpson blev fanget under den svenske katamaran i omkring 10 minutter i bugten ved San Francisco, da sejlbåden kæntrede. Han blev hevet op af vandet af en anden sejlbåd.

11 om bord

- Redningsarbejdere forsøgte at genoplive ham, mens han blev transporteret tilbage til St. Francis Yacht Club. Men da de nåede frem, måtte de erklære ham død, fortæller Mindy Talmadge fra brandvæsnet i San Francisco.

Et andet besætningsmedlem på båden blev kvæstet under ulykken, men skaderne er ikke livstruende, lyder det. 11 personer var om bord på katamaranen, da den forulykkede. Alle er hevet op af vandet.

America’s Cup er sejlsportens mest prestigefyldte kapsejlads, og konkurrencen er opkaldt efter trofæet, der kæmpes om. Den første kapsejlads fandt sted i forbindelse med verdensudstillingen i London i 1851.

Vandt i Beijing

Andrew Simpson vandt guld i starbåd-klassen ved De Olympiske Lege i Beijing i 2008. Ved OL i London fire år senere snuppede han en sølvmedalje i samme kategori. I 2010 vandt han VM i starbåd-klassen, mens han sidste år også måtte nøjes med en VM-andenplads.

Finalesejladserne i America’s Cup bliver afholdt 7.-22. september i San Francisco.

/ritzau/