Udland

Tragedie i Canada: Nogen havde pillet ved olietoget

Politiet afviser, at terrorister stod bag togeksplosion. Jernbaneselskab skyder skylden på lokale brandmænd.

Tragedie i Canada: Nogen havde pillet ved olietoget

Canadisk politi indleder nu en kriminalefterforskning af lørdagens togulykke, som foreløbig har kostet 15 mennesker livet.

Myndighederne har tilsyneladende fundet beviser for, at der er blevet "pillet ved" godstoget, inden det uden lokomotivfører buldrede mod byen Lac-Mégantic i Quebec-provinsen og eksploderede i byens centrum, skriver CNN.

Det er dog usandsynligt, at der er tale om terror, lyder det.

Godstoget var lastet med råolie, og det tog over et døgn at slukke flammerne, så det var muligt at gennemrode ruinerne efter lig. Adskillige bygninger i den centrale del af byen er udslettet.

Ilden kunne ses op mod 50 kilometer væk, og en tredjedel af byens omkring 6000 indbyggere blev evakueret. Politiet vurderer, at 50 personer kan være omkommet i togkatastrofen.

Årsagen til ulykken er endnu ukendt. Under et vagtskifte i Nantes omkring 13 kilometer fra Lac-Mégantic begyndte olietoget pludselig at rulle nedad mod byen, hvor det blev afsporet og eksploderede.

Det amerikanske jernbaneselskab Montreal, Maine & Atlantic Railway beskylder brandmænd for at være skyld i togkatastrofen, da de under vagtskiftet i Nantes var blevet tilkaldt for at slukke en mindre brand i et af togets fem lokomotiver.

Brandvæsnet i Nantes afviser imidlertid beskyldningerne og siger, at man blot fulgte normal procedure.

Det forulykkede lokomotiv blev undersøgt dagen før katastrofen, og her blev der ikke fundet tekniske fejl i maskineriet.

Efterforskere fra Canadas transportsikkerhedsmyndigheder siger, at de vil fokusere deres undersøgelser af ulykken på togets bremser.

Et lille område i Lac-Megantic er fortsat afspærret, mens oprydningsarbejdet er i gang.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.