Tragikomisk debat

Det er tragikomisk at se den debat, der i disse dage foregår om, hvorvidt Danmark er et flerkulturelt eller et monokulturelt samfund.

Komisk – fordi enhver ved at åbne sine øjne og ører kan se og høre, at der er flere kulturer i Danmark. Tragisk – fordi det handler om at påtvinge os alle en borgerlig kristen kultur og ekstra tragisk, fordi Socialdemokraterne åbenbart er blevet så bange for deres egen skygge, at de tilslutter sig opfattelsen af Danmark som et monokulturelt samfund. Der er intet nyt i, at der findes forskellige kulturer i Danmark. Jeg husker det tydeligt fra min barndom. Det var underligt at besøge min familie på landet. De sang sange fra folkehøjskolesangbogen og havde i det hele taget mange mærkelige vaner. Jeg har også mødt mennesker, der som Henriette Kjær, mente at kulturen og sammenhængskraften lå i salmerne. Der er heller intet nyt i, at forskellige kulturer kæmpede mod hinanden. Landbokulturen med højskolerne som et centralt element var i direkte konfrontation med godsejerens kultur. I mange år dannede Socialdemokratiet og fagbevægelsen en ramme for en selvstændig arbejderkultur, som stod i modsætning til den borgerlige kultur. Efter 68 dannede ungdomsoprøret udgangspunkt for et kulturelt nybrud. Netop derfor er det så tragisk, at Bertel Haarders banale konstatering af, at Danmark er et flerkulturelt samfund kan skabe så stor opstandelse hos andre end Dansk Folkeparti, der henter sine erindringer om fortidens fra Morten Korch og Søren Krarups fortænkte akademiske sludder om det ”en gang givne”. Alle kulturer er ikke lige ”gode”. Det er jo derfor vi slås for vores egne synspunkter og livsholdninger, men det er et særligt snedigt trick at hævde, at man repræsenterer den eneste sande danske kultur. Hvis vi andre begynder at tro på det – og opfatte vores egen kultur som en subkultur, som der kun er plads til på grund af de ”rigtige” danskeres tolerance og frisind, så har vi for alvor tabt. Så har vi ikke noget Danmark at kræve tilbage. Kampagnen for den danske monokultur er vendt mod muslimer og andre etniske og religiøse mindretal. Det er et forsøg på at spille racisme-kortet i kulturdebatten. Det er imidlertid ikke hele formålet. Formålet er en ensretning af vores demokrati og kulturopfattelse. Det er 68'erne, de kulturradikale, socialisterne o.s.v., som skal udgrænses af den danske kultur som fremmedelementer. Netop derfor er Socialdemokraternes rolle i denne kulturkamp så tragisk. Tilsyneladende uden at tænke over det, medvirker de aktivt til at udgrænse sig selv og den arbejderbevægelse, som de har al mulig grund til at være stolte af. Kulturkampen er en udfordring vi skal tage op – og i den kulturkamp står vi ikke på Pinds, Kjærsgaards eller Brian Mikkelsens side.