Tragisk med humor

Litteratur 1. april 2008 06:00

ROMAN Niels Lund: ¿Stålbandagen¿ # # # # ¤ ¤ Omdrejningspunktet i denne slægtsroman, der har sit udgangspunkt i notater i et gammelt kladdehæfte, med de mange besynderlige typer, er den velbegavede dreng Henrik, lænket til sin seng i en stålbandage for at kunne holde hovedet oppe. Han efterspørger en mening med tilværelsen ved at forsøge at konstruere en evighedsmaskine, skønt han ved, at opgaven er uløselig. Og netop dette at finde en mening, hvor der ingen mening er, er romanens centrale budskab. Men rundt om ham grupperer sig en række besynderlige skæbner. Hans forældre lever i et ægteskab med væbnet neutralitet, fordi hans far har en svag mistanke om, at han måske ikke er far til Henrik. Måske er det Arnold, der har meldt sig til fremmedlegionen, og som bliver dræbt, hvorefter der i romanens indledning holdes en mindehøjtidelighed over ham i den hjemlige kirke, og her får læseren familien præsenteret alt fra den umulige præst over den patologiske løgner til den ensidige musikmand, der kun tænker på takt og noder. Der er også den fallerede maler Valdemar, der bliver enøretæller i banken osv. Mest spændende og helt uden for borgerlig rækkevidde er renæssancemennesket og kunstneren Anker, der giver fanden i det hele og hensynsløst lever efter egne behov. Han lever i nuet. Og så er der den vidunderlige Elvira Ursula, som spontant og ureflekteret går om bord i livet og dets udfordringer, og som er den eneste, der rigtig kommer til at betyde noget for Henrik. De to - Anker og Elvira Ursula - er bogens to positive skikkelser. Fælles for alle de andre er, at de mentalt lever i en spændetrøje, en slags stålbandage. Det fører dem ud på sære sidespor, så at de fejler tilværelsen. De har drømmene, men ikke evne til at realisere dem. De søger en mening, men finder den ikke, hvad enten de flygter, rejser verden rundt, bliver præst eller finder meningen i en talende undulat. Tragisk? Åh ja, men også en masse humor. Og så er der jo midt i al det tragiske en ægte positivitet i et par af de skæve skæbner. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk { Niels Lund: ¿Stålbandagen¿. 352 sider, 299 kr. Gyldendal.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...