Tyverier

Trak pistol mod biltyv

En biltyv forsøgte natten til fredag at køre en betjent ned i Thisted - betjenten måtte trække sin pistol. Opdateret kl. 10.43

Torsdag nat fik en politipatrulje stoppet en 33-årig mands videre færd i en stjålet bil, da han valgte at stoppe bilen, da den ene betjent trak sin tjenestepistol. Et stykke tid før var en bil blevet stjålet ved Fakta på Kastet, og da betjentene så bilen holde i krydset mellem Thorstedvej og Stensagervej, ville de have en snak med chaufføren. Det mente denne dog ikke og startede bilen og gassede op. Den ene af politibetjentene stod da foran bilen, og han valgte at trække sin tjenestepistol, og den manøvre fik åbenbart biltyven til at stoppe bilen igen. Ifølge politikommissær Andreas Søgaard fra Thisted Politi blev der ikke skudt med pistolen. Det viste sig at den 33-årige mand bag rattet er godt kendt af ordensmagten og foruden at være påvirket af narko, havde han ikke noget kørekort. Den 33-årige bliver fremstillet i et grundlovsforhør fredag formiddag og bliver også sigtet for at ville køre betjenten ned foruden selvfølgelig tyveri af bilen.