EMNER

Traktorer fra 1950'erne var i sving

Der blev pløjet, harvet, tromlet og sået, som da bedstefar var dreng

Ø. HJERMITSLEV: Tiden var skruet tilbage til den tid, da bedstefar var dreng. Stedet er hos Jens Rasmussen, Lærkevej 92 i Ø. Hjermitslev, hvor der i weekenden var forårsdag. Det var Motor- og Traktorklubben "Jylland", der stod bag dagen, og en halv snes af foreningens medlemmer var mødt op med deres gamle maskiner. En Brønderslev-spreder, der i årene 1958-60 blev fremstillet på den nu nedlagte Uggerbys Maskinfabrik i Brønderslev, spredte møg ud. Det blev læsset med en frontlæsser. Nogle mente, at det er mere rigtigt at læsse med greb, men fra foreningens side påpeges, at greben blev afløst af en frontlæsser. På marken hos Jens Rasmussen blev der pløjet, harvet, tromlet og sået. Der var blandt andet en harve, der er fremstillet hos smedemester Harry Volden i Thise. Steen Bertram fra Jerslev stillede med en grå Ferguson 31, der var nogle af de første. Hans eksemplarer, som nu skal sættes i stand, er fra 1952. -Jeg købte den for nogle år siden, men da motoren ikke virkede, satte jeg en to-cylindet tysk Gyldner-motor på, fortæller Steen Bertram. -Den har 20 hestekræfter, fortæller Steen Bertram, der tilføjer, at den trækker bedre, da det er en dieselmotor. Steen Bertram købte sin første traktor, da han var 17 år – altså før han fik bil. Leif Nielsen fra Ø. Brønderslev pløjede med en Volvo fra 1962. Leif Nielsen har også stor interesse for gamle traktorer. Jens Rasmussen deler sin interesse for gamle traktorer og maskiner med sin svigerfar, Tage Andersen. Jens Rasmussen huser Nordjysk Motorhistorisk Samling, som er en stor samling af motorer. Der var også mulighed for at se flere motorer i drift. Blandt andet havde Kurt Jensen fra Frederikshavn flere motorer med. Den ældste er en 81 år gammel Stower motor med fire hestekræfter. Kurt Jensen har 20 motorer og 16 traktorer.