EMNER

Traktorerne blev presset til det yderste

Solskin gjorde arrangementet velbesøgt

HJALLERUP:Påskelørdag blev der budt på dejligt solskin og prustende traktorer for de mange tilskuere, som var mødt op for at overvære de nordjyske mesterskaber i traktortræk. Allerede klokken 10.00 blev de første traktorer sendt i aktion. En frisk vind blæste fra morgenstunden ind over markerne på Tryvej 17, men solen og pølseboderne formåede alligevel i forening at holde de omkring 1000 tilskuere varme. Rundt om den lange bane, var der tæt pakket med unge landmænd i slidte cowboybukser og mørke arbejdsjakker. Ind imellem kunne man også få øje på enkelte byboer, der dog trådte en smule ved siden af arrangementets dress-code. Selve banen var 100 meter lang, og den var indkredset af gule trekanter forsynet med sorte tal, der angav afstanden fra banens startlinie. Kort fortalt handler traktortræk om, at der spændes en såkaldt slæde efter traktorerne. Derefter gælder det om at trække slæden med ballast så langt som muligt, og allerhelst skal man tilbagelægge banens samfulde 100 meter. Dette er et såkaldt "full pull". Thomas Poulsen er formand for Vendsyssel Landboungdom, og denne forening har i samarbejde med formand Mikkel Buus og Aalborg Amts Landboungdom arrangeret de nordjyske mesterskaber. - Det er andet år, at vi arrangerer Nordjysk Mesterskab, fortæller Thomas Poulsen, som tilføjer, at forrige år blev stævnet afholdt i Nibe. Baggrunden for samarbejdet er, at de to nordjyske landboungdomsforeninger sidste år skulle finde fælles repræsentanter til DM i traktortræk. Stævnet er stort slået op med musik på pladsen, pølseboder, ølsalg og store flagstænger, og det fortæller Mikkel Buus, at der er en helt klar grund til. - Det er ikke bare landmænd, der kommer her, og byfolk gider jo ikke at se på traktorer hele dagen, siger han. Der er 27 trækkere tilmeldt det nordjyske stævne, hvor der køres i fem forskellige vægtklasser. Om formiddagen får hver traktorfører et forsøg til at præstere 100 meter i samarbejde med sin traktor. Lykkes det, udløser det øjeblikkeligt en billet til eftermiddagens finaler, mens det i modsat fald betyder, at man får én ekstra chance i et opsamlingsheat lige over middag. Når stævnet ved Hjallerup er overstået, er der fundet en Nordjysk Mester i hver af de fem klasser. Der bliver dog ikke tid til at hvile på succesen, for allerede i næste weekend går det løs igen. De to bedste i hver klasse går nemlig automatisk videre til DM, som finder sted i Nibe i den kommende weekend.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst