Traktorfolk og kongelige side om side

Solen strålede, traktorer dystede, og kongelige blev kronede ved årets Knaberfest i Aalestrup

AALESTRUP:Radiobilerne bragede ind i hinanden til lyden af 80'er hits. Årets Knaberfest sang søndag på sidste vers, men den var langt fra gået i stå. På sportspladsen blev tivolilarmen og hits fra 80'erne afløst af anstrengte traktorbrøl. En af de mere erfarne ved søndagens konkurrence i havetraktortræk var Jørgen Pedersen fra Salling. - Det handler om at vise traktorerne frem og møde mennesker med samme interesse, siger han. Han og kæresten, Lene Østergaard, har været bidt af traktortræk i fire år, og til Knaberfesten stiller de op med to Wheelhorse traktorer. Lene på den største og Jørgen på den mindste, for så er vægten bedst fordelt, forklarer Jørgen Pedersen. Tilbage på festpladsen var Jacob Andersen fra tv-programmet "Stjerne for en aften" gået på scenen. Jo flere numre han gav, des mere proppet blev pladsen mellem ølteltet og Dahlgaards Tivoli. Også de royale knabere kunne trække folket mod scenen. Ikke mange monarkier kan præsentere en længere kongerække i levende live, men Aalestrup kan. Dronning Lisa Bjørn måtte dog overlade tronen til Bjarne Nielsen, der især har gjort sig fortjent gennem sit arbejde i Aalestrup Idrætsforening. - Mit regeringsår vil stå i samarbejdet og sammenholdets tegn, for jo flere vi er om tingene, des sjovere er det, fastslår den nykronede konge. Traditionen tro fik regenten en knaberpige ved sin side, og knaberknægten anno 2004, Alexander Nielsen, iførte Lena H. Jakobsen det røde bånd med titlen Knaberpige 2005. Knaberfolket kender hende især for hendes engagement i spejderlivet. Hun startede selv som ulvepige i 1997, men er i dag aktiv spejderleder. Efter kroningscermonien var der Knaberbal for både de kongelige og folket i ølteltet.