Trampede sig til knap 72.000 kr.

Pandrup 6. juni 2003 08:00
PANDRUP: 11 ryttere cyklede ikke færre end 71.849,75 kr. ind til Jetsmark IF, der havde arrangeret sponsorcykelløb i går. På en rundstrækning på 3,5 kilometer skulle rytterne tilbagelægge så mange kilometer som overhovedet muligt på en time. I forvejen havde deltagerne lavet aftaler med sponsorer, som havde lovet at give et beløb pr. omgang. Det flotte resultat blev opnået til trods for, at endnu flere havde meldt sig til. Men deltagerne havde åbenbart været særdeles dygtige til at indgå sponsoraftaler. - Det er et utrolig flot resultat, siger Ove Hallager, Jetsmark IF, som vil gentage arrangementet næste år, hvor der gøres en større indsats for at finde ryttere. Finn Larsen og Tommy Bach kørte på tandemcykel og blev topscorere med 17.354,50 kr. De vandt førstepræmien, som var en cykel. Den sponserede de straks til et lotteri, der skal holdes i forbindelse med næste hjemmekamp. Finn Andersen cyklede næstflest penge ind, 14.719,75 kr., mens Martin Pedersen sørgede for 11.292 kr. til JIF. Henrik Koch og Carsten Christensen tilbagelagde flest kilometer, da de nåede 35 km. på en time.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...