Trange pladsforhold spænder ben for lektiehjælp i dus'erne

Svært at forestille sig, at nogen skal kunne koncentrere sig, når der lyder høj musik inde ved siden af, siger formanden for forældrevalgte

Det kunne være ved sådan et bord, at børnene i Kærdussen ved Kærbyskolen skulle læse lektier. Dus'en har ca. 160 børn. Her hygger man sig. Det er vinterferie.

Det kunne være ved sådan et bord, at børnene i Kærdussen ved Kærbyskolen skulle læse lektier. Dus'en har ca. 160 børn. Her hygger man sig. Det er vinterferie.

Foto: Ajs Nielsen AALBORG: - Det er ikke alene et spørgsmål om, hvorvidt pædagogerne i dus'erne føler sig fagligt rustet til at klare lektiehjælp i skolefritidsordningerne. Det er også et spørgsmål om pladsen. Og den er der ikke. I hvert kun i sjældne tilfælde. På det punkt er Liselotte Thomsen, faglig sekretær for BUPL iNordjylland, enig med formanden for Foreningen for forældrevalgte skolebestyrelsesmedlemmer i Aalborg,Trygve Engen. Ringe plads -Pladsforholdene er generelt elendige med alt for mange børn på alt for lidt plads, siger Liselotte Thomsen. Trygve Engen har svært ved at forestille sig, hvordan nogle børn skal kunne koncentrere sig om lektierne, mens der lyder høj musik fra lokalet ved siden af og glade stemmer på gangene, når andre skal have ro. -Jeg synes det er en ensidig fokusering på faglighed, når man nu ønsker, at børnene skal klare lektierne i dus'en, siger Liselotte Thomsen. Jeg ved godt, at resultaterne fra PISA-undersøgelser ikke er for gode for danske elevers vedkommende, men til gengæld viser andre internationale undersøgelser, at danske børn er blandt dem, der er gladest for at gå i skole. I Finland, som vi gerne vil sammenligne os med, er resultatet det stik modsatte. Her er børnenes faglige kvalifikationer høje, men børnene er kede af at gå i skole. Går fra børnenes tid Lektiehjælp er ikke et fremmed begreb i skolefritidsordningerne. Liselotte Thomsen mener dog, at der er et godt stykke til, at det skal være et krav. I hvert fald skal man gøre sig klart, hvorfra det skal tages af børnenes tid. - Tiden i skolefritidsordningerne betragter vi som børnenes tid, altså fritid og barndom. Det er det sted, de bestemmer så meget som muligt selv. - Vi mener dybest set, at lektier må være forældrenes og lærernes ansvar.Vi har typisk kun børnene til og med 3. klasse. Hvis forældrene ikke føler, de kan klare ansvaret indtil da, hvad så efter? spørger hun. Trygve Engen er ikke afvisende over for forslaget om lektiehjælp og er bekendt med, at det tilbydes nogle steder, og at børnene er glade for det de steder, det fungerer. Hvad med økonomien? - Det vil være i orden som et tilbud. Børnene skal også have lov til at lege, siger Trygve Engen. Han bemærker i øvrigt, at der ikke er nævnt noget om økonomien i forslaget et eneste sted. I Kærdussen ved Kærbyskolen oplyser tillidsrepræsentant for pædagogerne, Peter Christiansen, at man allerede nu hjælper, hvis nogle af børnene beder om det. Peter Christiansen mener i øvrigt også, at behovet er begrænset i forhold til skolens beliggenhed. Der er engagerede forældre. - Vi deler børnenes dag op i arbejde og fritid. Skolen betragter vi som arbejde og tiden i dus'en som fritid. - Obligatorisk lektielæsning vil let komme til at ske på bekostning af den sociale udvikling, hvor vi pædagoger betragter os som igangsættere. - Naturligvis vil vi ikke være afvisende, hvis beslutningen kommer ovenfra. Men så må vi ind og diskutere, om pladsen er til det, og om vi pædagoger er klædt godt nok på. Peter Christiansen er i øvrigt af den opfattelse, at børnenes skoledag er lang nok endda. I 2. klasse går de til kl. 13.30 to dage om ugen, til 12.45 to dage om ugen og en enkelt dag til 11.30. Nu samles de dumme Han ernavnlig bekymret, hvis lektielæsningen bliver et tilbud, som kun nogle deltager i. Så bliver det straks til noget med: "Nåh, nu samles de dumme".