Hospitaler

Trange toiletter og tunge løft

Pladsforholdene på Hobro Sygehus afdeling K3 og K4 er så trange, at det kan være svært for personalet at hjælpe patienterne i bad og toilet. Det var et af de problemer, Arbejdstilsynet påpegede, da det for nylig aflagde Hobro Sygehus et tilsynsbesøg. Arbejdstilsynet har ud over de små baderum og toiletter påpeget, at husassistenterne har mange tunge løft, når de flytter linned. Belysningen på skærmarbejdspladserne er ikke god nok, og indeklimaet i medicinsk afdeling er heller ikke som det burde være. Hobro Sygehus blev vurderet på sin egenindsats og forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer som en niveau 2-virksomhed. Niveau 1 er det bedste. Christen Lyhne konkluderer, at sygehuset på visse punkter ikke lever helt op til arbejdsmiljøloven. - Vi har ikke lavet en systematisk, gentagen gennemgang af arbejdsmiljøet. Men den generelle vurdering er, at vi har en stor grad af opmærksomhed omkring arbejdsmiljøet, og at vi arbejder med entusiasme med problemerne, siger Lyhne.